En tekst af kardinal Anders Arborelius, ocd
I en tid som denne, hvor så meget ændrer sig, kan vi give os selv tid til at tænke lidt mere og se, hvordan Gud kan komme endnu mere ind i vores daglige liv. Uanset om vi vil det eller ej, er corona kommet til at præge vores hverdag. Hvis vi ser mere på det i den Hellige Coronas lys, kan det også føre til større håb og tillid. Hvis vi ser på livet ud fra Guds forsyn, får vi et dybere perspektiv.
Med alvor og ansvar tager vi alle de udfordringer til os, som corona stiller os overfor. Med tro, håb og kærlighed ser vi derefter på alt i Guds lys, og da kan vi erstatte det lille c i corona med det store i Corona, den oldkirkelige helgen, der beskytter os mod pest og epidemi. At finde en balance mellem livets alvor og evangeliets glæde og håb er altid vigtigt og nu mere end nogensinde.
Providentia Dei – i lyset af Guds forsyn har jeg altid forsøgt at se på alt hvad livet bringer. Nu er det mere nødvendigt end nogensinde. Min hverdag har bestemt ændret sig gennem corona. Mange rejser, møder og andre opgaver er forsvundet. Pludselig er det næsten som om jeg er tilbage i klosterets stilhed igen, men ikke rigtig, krisemøder, sjælesorgs samtaler og meget andet kræver også min opmærksomhed. Én ting ser jeg meget tydeligt: behovet for en dagsorden og gode rutiner (= gammel kloster visdom).
Men vigtigst af alt, hvad der gælder for os alle som kristne: at se på hele vores eksistens i lyset af Guds nærvær. Det er atmosfæren og miljøet – le divin milieu – hvori vi altid får lov at leve. Lige nu kan vi blive endnu mere opmærksomme på dette. Den selvtilstrækkelighed, som vi moderne mennesker ofte har tillagt os selv, har nu fået sine torne. Vi kan genopdage det grundlæggende perspektiv som livet i Guds nærvær er. Tillid til Guds forsyn kan blive afgørende,for at vi ikke bliver fanget i bekymring, panik og opgivenhed.
Hver morgen prøver jeg at begynde med en overgivelse til Guds forsyn for at lade alt, hvad der sker i løbet af min dag, finde sted i Guds nærvær. Ligeledes, når der ikke sker noget som helst,men det bare virker gråt og lidt halvkedeligt. Man kan også blive nødt til at lære at kede sig for Guds skyld.
Sic transit gloria mundi – i en tid som vores, kan man se, hvordan verdens herlighed er overfladisk, og at man kun kan bygge sit liv på det, der har evig værdi. Efter 27 år med klosterliv er de tidlige morgentimer blevet en selvfølgelig bønnetid for mig. Stille bøn, laudes og normalt også messen giver dagen en solid start. Alle kristne skal finde deres egen måde at skabe deres morgenbøn på. Det kan være meget forskelligt, men uden bøn om morgenen, uanset hvor kort det er, vil det være vanskeligt at forblive i Guds nærvær resten af dagen.
Tidebønner er kirkens klassiske måde at hellige dagen på: morgen, middag, aften – og undertiden nat. For mange kan den isolation, som corona medfører, blive en genopdagelse af tidebønnernes nåde. Det er ikke kun præster og ordensfolk, der beder disse bønner, det er hele kirkens bøn. De, der ikke har tid, kan altid tage Angelus bønnen til sig, hvor vi tre gange om dagen mindes, at Gud er blevet menneske gennem Helligånden i Jomfru Maria.
Rosenkransen prøver jeg at forbinde med en gåtur, de dage, hvor man kan gå ud i forårssolen og se på forårets blomster. For mig selv har denne coronatid betydet, at det er lettere at bede bønnerne på de rigtige tidspunkter. Aftenaktiviteter er ofte forsvundet, og der er mere tid til vesper og stille bøn om aftenen. Selv midt på dagen er der mere ro og tid til sekst og Læsningernes Tidebøn
Efter en aften gymnastik – for at modvirke slidgigt og rygmarvsstenose for at ikke stivne endnu mere – er jeg klar til at bede completorium og derefter slukker jeg næsten øjeblikkeligt for natten.
Ora et labora – bøn og arbejde hører sammen som en hånd i handske.Ganske vist er opgaverne blevet lidt færre for mig, men som biskop er man aldrig arbejdsløs. Da jeg kun har et stenkast fra mit hjem til arbejdspladsen, er det let at komme på arbejde – i modsætning til mange andre i dag, der enten skal være hjemme eller vove sig ud på busser og metroer for at komme på arbejde. På den måde er jeg virkelig privilegeret og mere beskyttet.
Gennem vores arbejde, uanset hvilken slags det måtte være, kan vi sammen hellige den skabte virkelighed. Vi tænker måske ikke så meget på det i normale tider. Nu når alt er vendt lidt på hovedet, kan vi opdage, hvilken nåde det er bare at have et job. Gennem det kan vi være Guds medarbejdere i vores verden og i vores samfund. Rent spontant tænker jeg på alle dem, der nu er i sundhedsvæsenet, der gør alt, hvad de kan for at hjælpe alle syge. Faktisk kan en ny og dybere solidaritet vokse frem i vores samfund i disse tider.
Grundlæggende arbejder vi alle for det fælles gode, så enhver får det, de har mest brug for. Samtidig ser vi vores arbejde som bøn, som noget, der forbinder os med Gud. Når arbejdstempoet er nedsat for mig lige nu, bliver det også lettere at se den åndelige dimension.
Otium cum dignitate – lediggang, eller måske snarere fritid, med værdighed – sådan plejer man lidt ironisk forklare forkortelsen for karmeliterne; ocd. Pludselig mærker jeg også, at der er noget, der kaldes fritid! Vidst har det også været der før, men nu bliver det mere håndgribeligt. Fritid har også at gøre med Gud. Det er hans gave, men også en opgave, for da kan vi modtage hans nåde og gave på en spontan måde. Vi kan fylde fritiden med det, vi bedst kan lide.
Barnet leger, og den voksne får lov til at lege på sin egen måde. Hvad gør jeg med min fritid? Tidligere kunne jeg godt lide at gå lange gåture. Nu må jeg finde på noget andet. Jeg starter med at tage på afslappet tøj. En sådan ubetydelig ting er også symbolsk vigtig. Nu er jeg fri – for dig, Herre – men på den måde, jeg selv bedst kan lide. Jeg har nævnt gymnastik før, fordi man har altid behov for bevægelse. Nogle vil gerne høre musik, men det gør jeg sjældent. Nogle vil se tv – men jeg har ingen. Jeg arvede en efter biskop Hubertus, men da det døde, anskaffede jeg ikke et nyt. Jeg hørte, at pave Frans ikke har set tv i tyve år. For mig bliver det i stedet for mest læsning.
Jeg skifter normalt mellem mere åndelig læsning og lidt mere afslappende sådan, fordi det er der også behov for. Da gode medarbejdere har hjulpet mig med en bedre browser, har jeg også større mulighed for at begå mig på internettet – men måske også flere fristelser til at sidde fast foran computeren.
Lectio divina – læsning af de hellige skrifter er en del af vores kristne identitet. Vi kan aldrig gøre det nok. Selv er jeg den første, der indrømmer det. Lige nu prøver jeg at forny min måde at læse og meditere Bibelens budskab på. På samme tid kan denne måde at læse Bibelen på som et Guds budskab til mig og hele menneskeheden også tilpasses alt andet, vi læser.
Vi kan også læse avisen i Guds lys. Med det mener jeg ikke, at avisen skal overtage Bibelens plads. Gud er aktiv i historien, det er en bibelsk grundidé. Så må han også være aktiv i vores historie her og nu. Derfor kan vi også forestille os Gud bag avisens overskrifter og se hans spor i tidens tegn. Det er noget, vi kan lære på ny i coronas tider. Uanset hvor vanskelig virkeligheden måtte være, kan den dog aldrig tage Guds barmhjertighed fra os. Tværtimod. Vores behov for Guds nåde øges, når vi ser vores menneskelige lidenhed og skrøbelighed. Vores bibellæsning giver os et helt andet perspektiv på hele den aktuelle situation, som vi i øjeblikket kæmper for at prøve at forstå.
Martyrologi – vores tid er også martyrers tid. Derfor er jeg gået i gang med at læse to tykke bøger om de tyske katolske martyrer i det 20. århundrede. Det kan virke underligt at vie ens fritid til noget så dystert, men faktum er, at det giver mig glæde og håb om at se, at der altid har været troende, der hellere har givet deres liv i Kristi tjeneste end reddet sig selv. I denne bog glimtede hundreder af præster og lægfolk, der blev martyrer, hovedsageligt i Hitler-tiden, men også under kommunismens styre. Der er mange forskellige skæbner, der møder en. Koncentrationslejren Dachau var primært beregnet til præster, der kunne ende der bare ved et kritisk ord i en prædiken. En bager, der har givet en jødisk familie en helle, møder en grusom skæbne. Ordenssøstre, der forsvarer sig mod de gruppevoldtægter, som soldater fra den Røde Hær iscenesatte, dræbes uden benådning.
En sådan læsning giver naturligvis anledning til selvransagelse. Hvordan skal jeg møde den udfordring, som corona stiller mig? Nogle mennesker siger, at jeg burde trække mig helt som en eremit og bede privat for vores bispedømme. Andre vil have, at jeg, som Skt. Carlo Borromeo, giver mig ud til de pest ramte. Hvad ønsker Gud så? Det er livets store spørgsmål.
O tempora, o mores – Hver tid har sine skikke, sin svaghed og sin styrke. For at ikke kun betone livets alvor, er det godt at have lidt lettere ting at beskæftige sig med. Derfor er jeg også gået i gang med at læse Hjalmar Bergmans bøger, som af en eller anden grund findes i en fuld, dejlig indbunden udgave i mit arbejdsværelse. Skønlitteratur, når det er på sit bedste kan give os et indblik i, hvordan folk tænker, lever og arbejder. Hjalmar Bergman har en god evne til at tegne forskellige menneskers karakter og det Sverige, der engang eksisterede, men som ikke længere findes, selvom det har efterladt mange tydelige spor bag sig. Som præst skal man både have en god menneskekundskab og samtidig være opmærksom på de omstændigheder, som vi lever i, her og nu i vores samfund. Vi er alle prægede af det samfund, vi er vokset op i. Ofte tænker jeg på det, når jeg besøger vores menigheder, hvor folk mødes med så forskellige baggrunde. På trods af radikalt forskellige oprindelse, kan vores præster og lægfolk gennem troens enhed bygge et ægte fællesskab. Det må jeg altid beundre. Men ganske vist gør vi det også svært for hinanden. Da er det godt at se, at selv i det gamle Sverige, som Hjalmar Bergman skildrer, kunne mennesker gøre det rigtig og ordentligt svært for hinanden.
Dominus vobiscum – messens åbningsord lyder anderledes, når man næppe har nogen foran øjnene. I denne vanskelige tid, hvor mange lider af, at de ikke kan modtage Jesus i eukaristien kan jeg selv fejre messen for dem, ofte i min ensomhed. Jeg lider virkelig med dem, der ikke kan komme til messen, ikke mindst fordi det delvis også skyldes den beslutning, jeg følte mig tvunget til at tage overfor den voksende Corona spredning. Sjældent har jeg indset så klart, hvilken velsignelse det er at fejre og modtage eukaristien.
Jeg tænker på de dødsdømte i Hitlers fængsler, hvortil man smuglede eukaristien skjult mellem brødskiver. Ved hver eneste messe kan jeg sige Herren være med jer, selvom der ikke høres noget hørbart svar (det kan faktisk også ske i en fyldt kirke, hvor ingen kan tale svensk). Samtidig ved jeg, at mange i himlen, på jorden og i skærsilden er med i denne tilbedelse af den treenige Gud. Ensomhed og isolation gør os ofte mere åbne for, hvad ægte fællesskab er.
Ofte spiser jeg også alene, men selv da prøver jeg at være opmærksom på det fællesskab, som jeg har har med hele skabelsen. Ansvaret for at pleje og ære Guds skabelse styrkes også gennem eukaristien, hvor Kristus gør sig nærværende i materielle ting, brød og vin. Forhåbentlig kan Corona lære mig at være mere skånsom mod Guds natur. Men jeg burde selv være bedre til at faste og dele ud af min overflod. En nåde at stadig bede om i disse tider.
Fiat mihi secundum verbum tuum – Marias ja-ord ved bebudelsen skal gentages gang på gang. På dette meget vanskelige tidspunkt er det ikke altid nemt at sige ja og amen. Jeg prøver at efterligne Maria, som fuldt ud siger ja Guds vilje. Dag efter dag, også under de vanskelige omstændigheder og beslutninger, som jeg skal tage. På samme tid ved jeg, at det aldrig er helt let at vide, hvad der er bedst i en så kompliceret situation. Skal man være mere forsigtig eller mere åben? Hver dag står jeg overfor dette dilemma.
Jeg håber Maria hjælper mig med at sige ja, når det er nødvendigt. Hendes åbenhed over for Åndens indgydelser har altid betydet meget for mig. Nu har jeg brug for dette mere end nogensinde. Samtidig må jeg ydmygt indse, at jeg også kan tage fejl
Guds vilje har jeg ikke i en lille kasse, den undslipper mig ofte, når Guds tavshed er ubønhørlig.
In laudem gloriae – Jeg prøver at takke Gud for det, der er svært, for at det også skal blive ham til pris og ære. I klosteret har jeg prøvet at lære at undersøge min samvittighed hver dag. Det er aldrig let, især ikke nu, men netop derfor er det livsvigtigt. Jeg prøver at rense min intention om aftenen. Det er så nemt at selvhævdelse sniger sig ind. Men inden jeg falder i søvn, må jeg overlade mig til Faderens barmhjertige hænder med de problemer, jeg ikke kunne løse, med de opgaver, jeg ikke nåede, ja med alt det halvgjorte og uafsluttede. Alt sammen til Guds større ære. Han er alt.