Karmels historie

De uskoede nonner af Den salige Jomfru Maria af Bjerget Karmels Orden tilhører en ordensfamilie med sin egen karisme.

Ordenens oprindelse, dens titel samt dens ældste åndelige traditioner viser tydeligt det karmelitiske kalds marianske og bibelske karakter.

Messe i Sankt Josefs Karmel

    Hjertelig velkommen til at fejre messe med os.

Der er Messe hver dag.

Tidspunktet varierer. Messekalenderen kan ses HER.

2024 jubilæumsår

25år i Danmark

Stor Tak til alle

for deltagelse, bøn, gaver og støtte

i løbet af disse 25 år.

Vi ønsker alle en meget nåderig

PINSE

Vort liv

For at fremme den atmosfære af bøn og ensomhed som kende-tegner Karmel, skal søstrene nøje iagttage tavsheden, når de ikke er nødsaget til at tale pga. nødvendige omstændigheder eller for at opfylde deres tjeneste.

 

Helbredelse ved bøn – en kristen holisme

I den åndelige fornyelse som i de sidste årtier har bredt sig ud over hele verden, oplever man hvad der var normalt i Oldkirken: Mennesker taler i nye tunger, de lægger hænderne på syge, og disse bliver raske.

Det burde være normalt at disse gaver virker i en menighed. Det er dér, de hører hjemme. Så lad os bede for vore syge, i tro på at Jesus helbreder i dag som dengang. Men uden at falde i den grøft at vi tror at alle bliver helbredt. Bøn om helbredelse vil altid føre os ind i et mysterium. Vi skal være lydige, lægge hænderne på syge og bede, men Jesus er den som helbreder …

Sjælen – Hvad er den?

Til tider skelner man mellem sjæl og ånd. Det gør Paulus, når han beder Gud at “bevare jeres ånd og sjæl og legeme helt og holdent og uden dadel ved vor Herre Jesu Kristi komme!”
Kirken lærer, at dette ikke indfører nogen todeling i sjælen. “Ånd” betyder, at mennesket fra sin skabelse er rettet mod sit overnaturlige mål, og at dets sjæl, takket være nåden, kan ophøjes til samfund med Gud. Kirkens åndelige tradition lægger også vægt på “hjertet”, som i bibelsk forstand betyder “sjælens dyb”, hvor personen beslutter sig for eller imod Gud.

Med en faders hjerte

Når fædre nægter at leve gennem deres børn, vil nye og uventede udsigter åbne sig. Hvert barn bærer et unikt mysterium i sig, der kun kan komme frem i lyset ved hjælp af fædre, der respekterer deres børns frihed. En far som indser, at han mest er far og opdrager når han når til det punkt, hvor han bliver ”ubrugelig”, når han ser sine børn blive uafhængige, når de kan gå livets veje selv.

At skelne mellem ånderne

Hvor meget du end lægger vægt på at være ærlig og lytte frem til det allerdybeste i dig, hvor du er forenet med Ham, er det ikke sikkert, at du når derind. Du kan tage fejl og tro, at du er kommet til dit centrum, mens du i virkeligheden befinder dig på et mere perifert plan. Du kan ikke engang være absolut sikker på, om du er helt ærlig i din søgen efter Guds vilje. Dybdepsykologien og måske din egen erfaring har lært dig, at mennesket er en mester i at bedrage sig selv.

Helligånden og Hans hellige paradokser

Når vi nærmer os Helligånden, har Han allerede nærmet sig os. Vi glemmer ofte at vi ikke kan tænke en god tanke eller gøre noget godt hvis ikke Helligånden inspirerede os til det. Alt, hvad der er godt, sandt og ægte kommer i sidste ende fra Helligånden, uanset hvem der siger eller gør det. Lige siden skabelsens spæde start, hvor Guds Ånd svævede over vandene (1 Mos 1,2), har Ånden været virksom og udgydt over alt i hele skaberværket. Han virker uafbrudt i det skjulte for at vække os mennesker til nyt, åndeligt liv.

Min dag i coronas og Coronas tegn – af Kardinal Arborelius

I en tid som denne, hvor så meget ændrer sig, kan vi give os selv tid til at tænke lidt mere og se, hvordan Gud kan komme endnu mere ind i vores daglige liv. Uanset om vi vil det eller ej, er corona kommet til at præge vores hverdag. Hvis vi ser mere på det i den Hellige Coronas lys, kan det også føre til større håb og tillid. Hvis vi ser på livet ud fra Guds forsyn, får vi et dybere perspektiv.

Indre samling

At bede er at samle sig selv og gå indad, så dybt ind at man når det rum hvor Gud og mennesket er ét. Teresa af Avila taler om bierne (vore sanser) der vender tilbage til kuben for at lave honning. Denne indre samling er noget helt andet end selvoptagethed eller narcissisme. Den der er selvoptaget, går godt nok ind i sig selv, men ikke dybt nok!

Hvorfor er Skt. Therese af Lisieux missionernes Skytshelgen?

Therese eller “Den lille Blomst” sagde engang: “Kærlighed er den ypperligste vej til Gud. Jeg kunne endelig hvile… Jeg forstod, at Kirken havde et Hjerte og at dette Hjerte brændte af kærlighed”. Man kan spekulere over, hvorfor Pave Pius XI, i 1927 udnævnte St. Therese af Lisieux til at være missionernes Skytshelgen. Selvom hun aldrig forlod klosteret, blev hun “med-skytshelgen” ved siden af den store St. Frans Xavier, som rejste til mange lande og som konverterede det meste af Asien.

Karmel og missionen

“En karmeliterindes missionsiver bør omfatte hele verden”, skriver den Lille Therese i sine selvbiografiske skrifter. Selv havde hun to præster i missionen, som hun fik til opgave at bede særligt for. Men hun håbede, at med Guds nådes hjælp kunne hendes bøn være til gavn for mere end to missionærer. Hvorledes var dette muligt for en nonne, der levede sit klosterliv uden nogensinde at komme udenfor murene af Karmelklostret i Lisieux?

Contemplative prayer in the Carmelite tradition

The hungers of the heart and the longings of the spirit are the result of God first desiring us and coming to us in love. This is what Iain Matthew, one of our most popular Carmelite writers, calls ‘the impact of God’: a God who is not a bystander waiting for us to find him but a restless God seeking to make space for himself in our lives. The challenge, of course, for all of us, is to let ourselves be loved, as the young French Carmelite, Elizabeth of the Trinity has said, and allow the reality of this love to change our hearts.

 “this is the pasch of christ,

the revelation of god’s power:

the victory of life over death,

the triumph of light over darkness,

the rebirth of hope amid the ruins of failure.

it is the lord,

the god of the impossible

who rolled away the stone

forever”

(Pope Francis)