af P. Minh Quang Nguyen
Therese eller “Den lille Blomst” sagde engang: “Kærlighed er den ypperligste vej til Gud. Jeg kunne endelig hvile… Jeg forstod, at Kirken havde et Hjerte og at dette Hjerte brændte af kærlighed”.
Man kan spekulere over, hvorfor Pave Pius XI, i 1927 udnævnte Skt. Therese af Lisieux til at være missionernes Skytshelgen. Selvom hun aldrig forlod klosteret, blev hun “med-skytshelgen” ved siden af den store St. Frans Xavier, som rejste til mange lande og som konverterede det meste af Asien.
Det andet Vatikankoncil definerede missionsarbejdet i disse vendinger: “Al missionsarbejdes endemål er evangelisering og etablering af kirken blandt folk eller grupper, hvor den endnu ikke har slået rod”.
Som missionær, der arbejder med en før-kristen kultur, er det en stor trøst at have helgener som Skt. Frans Xavier og Skt. Therese af Lisieux ved min side i arbejdet for missionens apostolat i Central Amerika.
I hendes selvbiografi: En sjæls historie, tænker Skt. Therese på den nye frihed i en ny glæde, som hun vil komme til at nyde i Himlen. Hun skriver: “Der vil ikke længere være noget kloster eller noget indelukke og min sjæl vil blive i stand til at flyve til fjerne lande sammen med dig”.
I 1927 udråbte Pave Pius XI Skt. Therese til missionernes Skytshelgen. Men hvordan kunne en person, som endog aldrig havde været udenfor klosteret få titlen “Missionernes Skytshelgen?”. Kan en person blive sjælenes missionær uden nogensinde at have været hjemmefra?
Thereses brændende ønske
Fra en tidlig alder havde Skt. Therese et brændende ønske om at tage på missionsarbejde. Hendes store iver og brændende ønske om at vinde sjæle var indgydet i hende allerede fra en tidlig alder. Hun skriver om en Nåde hun modtog ved sin omvendelse: “Som Hans Apostle sagde: ‘Herre, Jeg har fisket hele natten og ikke fanget noget’… Han gjorde mig til sjælefisker. Jeg erfarede et stort ønske om at omvende syndere, et ønske jeg aldrig før havde følt så stærkt”.
Måneder senere, i juli 1887, ville hun blive bekræftet i sit kald. Det skete i Katedralen i Lisieux: “En søndag, da jeg sad og betragtede billedet af Vor Herre på Korset, blev jeg slået af synet af blodet, der flød fra en af Hans guddommelige hænder. Jeg følte et stik af smerte ved tanken om, at det blod var ved at falde ned på jorden, uden at der var nogen, som skyndte sig at samle det op. Jeg var besluttet på, åndelig set, at forblive ved Korsets fod for at modtage denne guddommelige dug. Jeg forstod, at jeg skulle hælde den ud over sjælene… Jeg ønskede at give min Elskede at drikke og jeg følte at jeg var opslugt af denne tørst for sjæle. Det var imidlertid ikke præsters sjæle der tiltrak mig, men dem, der tilhørte store syndere”.
Hendes fysiske liv på jorden var forankret i klosteret, men hendes missions hjerte, der brændte af iver for sjæle, var allerede på missionsmarken i fjerne lande.
At betragte Kristi ansigt
At betragte Kristus er nøglen til Missionens autenticitet og virke. Skt. Johannes Paul II sagde ved mange lejligheder: “Mennesket har brug for at betragte Kristi ansigt”.
Ansigtet er intimt og omfatter de fleste af vores sanser, det er sådan, vi lærer andre mennesker at kende. Vi ser med vore øjne og erkender, og et smil eller en rynket pande er tegn på de følelser, som vi oplever fra det ene øjeblik til det næste.
Skt. Therese betragtede Den korsfæstede Kristi ansigt , og af kærlighed til sjælene, gav hun sit liv til Den korsfæstede Kristus. Efter at Therese var trådt ind i Karmeliterklosteret, forstod hun sit missionskald ud fra et kontemplativt synspunkt.
Therese skrev: “Ved offeret Jesu fødder havde jeg under min ransagelse forud for aflæggelsen af mit klosterløfte erklæret, hvad jeg var kommet til Karmel for: Jeg var kommet for at redde sjæle og især bede for præster. Når man ønsker at opnå et mål, må man benytte sig af visse midler; Jesus fik mig til at forstå, at det var gennem lidelsen, at Han ønskede at give mig sjæle, og min tiltrækning til lidelsen voksede i forhold til dens forøgelse”.
I den note hun skrev d. 8. september, 1890 bad hun Jesus: ”Måtte jeg redde mange sjæle…”. Imod slutningen af sit liv (19.03.1897) tilføjede hun, at hun ønskede “at redde sjæle selv efter min død”. Princippet i hendes liv som karmeliter var konstant: Det er “ved bøn og ofre at man kan hjælpe missionærerne”.
Ved at følge hendes eksempel har det været min erfaring, at kontemplativ bøn er absolut nødvendig i arbejdet med missionerne. Den hellige Messe, eukaristi, tilbedelse, bøn og faste er meget vigtige i missionærens liv og er “kilde og højdepunkt” hvorfra al missionsaktivitet udgår.
Det andet Vatikankoncil og missionerne
Det andet Vatikankoncil definerede missionsaktivitet i følgende vendinger: “Missionsarbejdets særlige slutaktivitet er evangelisering og etablering af kirken blandt folk eller grupper, hvor den endnu ikke har slået rod”.
Skt. Johannes Paul II erklærede i “Redemptoris Missio”, at trinnene i Kirkens evangelisering kan opsummeres i følgende punkter:
1) den enkle tilstedeværelse af og vidnesbyrd om et kristent liv,
2) menneskets udvikling,
3) liturgi og bøn,
4) dialog mellem religionerne,
5) den klare forkyndelse af evangelierne og katekesen.
Pave Pius XI og Missionens Skytshelgen
Så foruden St. Frans Javier, som konverterede det meste af Asien, genkendte Pave Pius XI i Skt. Therese af Lisieuxs bøn og kontemplative liv noget absolut essentielt for dem, som er aktive i missionsmarken.
Skt. Therese var en åndelig mester i det kontemplative liv. Hun anså sit kald og sine medsøstres kald til at være “åndelig mor” for missionen og missionærerne. Hun erklærede:
“Vores kald er ikke at høste de modne afgrøder; Jesus siger ikke: “Slå øjnene ned, se markerne og gå ud at høste”. Vores kald er mere sublimt end det. Her er Jesu ord: “Løft dit ansigt og se! Se hvordan der er ledige pladser i Himlen; dem beder Han dig udfylde. Du er min bedende Moses på bjerget; bed mig om arbejdere og jeg vil sende dem til dig. Jeg venter blot på en bøn, et hjertes suk! Kunne man ikke sige, at bønnens apostolat er højere end prædiken? Vores mission som karmeliter er at støbe evangeliske arbejdere, som kan redde millioner af sjæle, for hvem vi vil være mødre”.
Gennem dåben blev vi alle kaldede til at være missionærer. Nogle er kaldet til at gå ud på missionsmarken, mens andre følger Kristus på missionens marker uden nogensinde at forlade hjemmet. Der er nogle, som følger St. Frans Xaviers eksempel og andre Skt. Therese af Lisieuxs eksempel, begge er kaldede til mission, nemlig missionen at redde sjæle.