En tekst af Wilfrid Stinissen, ocd
Indre bøn og kontemplation er Karmels særlige kendetegn. Den som siger ”Karmel” siger ”indre bøn”.
Hver dag helliger vi to timer udelukkende til den indre bøn. I Karmel er den indre bøn ikke en øvelse blandt andre øvelser. Den er selve livet, selve målet. Alt andet er underordnet den. Hvis vi er trofast i den indre bøn, vil vi også blive trofast i alt andet.
I Fuldkommenhedens vej skriver moder Teresa:
”Den oprindelige Regel maner os til at bede uden ophør. Det er det vigtigste. Og hvis vi gør det med al den omhu vi formår, så vil vi heller ikke forsømme fasten, bodsøvelserne og stilheden som vor Orden foreskriver” (jfr. 4,2).
Alt hvad vi gør i Karmel har på en eller anden måde den indre bøn til formål. Det er bønnen, som giver alt andet dets mening. Hele klosterobservansen står i bønnens tjeneste. Den er en forberedelse til bønnen eller skaber en atmosfære som fremmer bønnen. Den indre bøn er det kriterium som tillader os at bedømme forskellige “øvelsers” værdi. Spørgsmålet, hvad angår disse ”øvelser”, er altid det samme: I hvilket omfang hjælper dette bønnen? Hensigten med askesen er at rense og frigøre os, så du er åben for Gud. Åndelig læsning er vigtig, fordi den giver næring til vor bøn. Stilheden og klausuren skaber et klima som er gunstigt for bønnen.