En tekst af Joseph Chalmers, O. Carm.

Karmeliten er kaldet til at være kontemplativ. Kontemplative lever ikke kun i afsondrethed i klostre. Der er mange kontemplative, der lever midt i en meget travl verden. Der er kontemplative i ethvert nabolag og i alle dele af livet. Ordet ”kontemplativ” refererer ikke til en tilstand, men til en bestemt type relation til Gud. Ved vores karmelitiske kald er vi kaldet til at være kontemplative, men hvad betyder det i praksis?

Hvad betyder det at søge Den Levende Guds ansigt? Jovist, vi har fra vores tidligste barndom lært at Gud er overalt og derfor er der ingen grund til at lede efter ham? Gud på sin side, er også i en vis forstand, undvigende. Gud kan ikke begribes med vores menneskelige bevidsthed. Vi ved qua vores erfaring, at kun Gud ultimativt kan tilfredsstille os, idet vi er skabt med en evne til at rumme Gud. Guds længsel er at blive forenet med os på en måde, der ligger ud hvad vores sprog kan begrebsliggøre. Dette er Guds gave, men den gives ikke til nogen, der ikke ønsker at modtage den. Jeg tror, at hvad Gud ønsker at give os er meget smukt beskrevet i den følgende læsning fra brevet til Efeserne:

“Derfor bøjer jeg mine knæ for Faderen, efter hvem hvert fædrene hus i himlene og på jorden har navn,  og beder om, at han i sin herligheds rigdom med kraft vil give jer at styrkes i det indre menneske ved hans ånd, at Kristus ved troen må bo i jeres hjerter og I være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed! Amen.” (Efe. 3, 14-21).

Forfatteren ønsker vi fyldes af Guds fuldkomne fylde. At blive fyldt med Guds fuldkomne fylde er at være en mystiker. Mysticisme eller kontemplation er ikke kun for de elitære få: det er for alle og enhver. Husk de profetiske ord af Karl Rahner: ” Fremtidens kristne vil enten være mystikere eller slet ikke kristne.”

At være mystiker vil sige, at man har et intimt venskab med Gud. Det er det kald vi modtager i dåben. Mysticisme eller kontemplation er den fulde blomstring af dåbens nåde. I vores verden er vi vidner om tørst efter bøn, en tørst efter Gud. Den karmelitiske spiritualitet kan føre mennesker til det levende vands kilde, hvor deres tørst kan stilles. Som karmeliter forventes vi ikke alene at være gode præster i menighederne eller lærere, men frem for alt forventes det, at vi kan lede mennesker i deres søgen efter Gud. Det forventes, at vi kan tale om Gud ud fra vores egen erfaring.

For at kunne lede mennesker til det levende vands kilde, må vi have viden om ørkenen, hvilket også er en nødvendig og uadskillelig del af vores kald. Ørkenen kan have mange skikkelser. Den kan være en form for sygdom eller en udfordrende position eller den kan være afvisningen af tilsagn om en autoritativ rolle, ligesom det kan være arbejdsområder, vi mister fordi vi har gjort vores arbejdsområder mere til vores eget værk end til Guds. Det kan være vi flyttes fra en kommunitet, hvor vi har været meget tilfredse med at være osv. Gud benytter sig af livets helt almindelige hændelser, når han vil udfordre os til at vokse, når vi skal bevæge os fra hvad vi er, til hvad vi kan blive.

Det er en vanskelig rejse, som vi oftest ikke ønsker at foretage. Gud giver os derfor et skub, så vi flyttes og dermed fortsætter vores rejse, når vi ellers sidder fast. Ørkenen er der, hvor Gud forstyrrer vores ellers trygge lille verden og når han ødelægger det, der ellers har givet os sikkerhed i fortiden, så vi ved erfaring lærer at vores sikkerhed kun kan være grundfæstet i Gud. Ørkenen er aldrig som vi forventer den, så vi har ingen kontrol over hvad der sker.  Troen vi er kaldet til er radial, idet den har rødder i vores eksistens, relativt til hvordan vi gradvist transformeres til at blive hvad Gud ved, vi kan blive.

Vi tilspørges om vi vil tage risikoen ved at miste kontrollen over vores liv og om vi vil tillade at Gud overtager kontrollen. Jomfru Maria, vores mor og søster, udpeger vejen for os. Hun tillod Gud frit at skabe hendes liv og hun opfordrer os til at gøre det samme. Alt for ofte lader vi Vor Frue være en statue af gips, som vi siger smukke bønner til, mens vi ignorer hvad hun gennem Biblens tekster siger til os. Husk hvad hun siger til tjenerne ved bryllupsfesten: “Gør, hvad som helst han siger til jer.” (Johs. 2,5)

Kaldet til at skabe kommuniteter

Vi søger Gud, ikke alene som individer, men også i et kommunitet, som hele tiden har brug for at blive opbygget, idet den ikke gror naturligt. Vi er kaldet til at leve som medlemmer i et kommunitet. Når vi lever dette meget vigtige element af vores kald fuldt ud, er det profetisk i den forstand, at Kristi kærlighed kan bryde de mure ned som mennesker ellers opbygger for at adskille sig selv fra andre mennesker.

Kommunitetet er Guds gave til os, fordi relationer er essentielle i vores udvikling. Vi kan alle være vældig gode til at elske vores naboer, hvis vi aldrig behøver møde ham eller hende. Livet i kommunitetet kan til tider være vanskeligt, men det er gennem tæt interaktion med andre mennesker vi vokser.

Vi er unikke individer, men vi deler en fælles arv. Vi søger Guds ansigt sammen og vi finder Gud i og gennem hverandre. Kommunitetet er en væsentlig del af vores vej til Gud. Vores kærlighed til Gud bliver prøvet i den måde, hvorpå vi behandler hinanden. Elsker du Gud? Hvis du virkelig ønsker at svaret på det spørgsmål, så spørg blot medlemmerne i dit kommunitet.

Værdien i opbygning af et kommunitet hænger sammen med den grundlæggende kontemplative værdi, fordi den måde vi relaterer til andre mennesker på, i høj grad afhænger af hvordan vi relaterer til Gud. Hvis vi evner at se på skabelsen og se ting sådan som Gud ser dem, så vil vores forhold til andre bibringe dem liv og frihed. Indtil Gud har renset os, har vi en tendens til at manipulere andre mennesker, ofte blot subtilt, for at tilegne os det vi selv ønsker os. Kærlighed må være betingelsesløs, idet den ellers er en form for manipulation.

Guds kærlighed er betingelsesløs; vores egen afhænger af det svar vi får, når vi elsker. Derfor må vores måde at vise kærlighed på udvikles og modnes. Den eneste måde det kan ske på, er ved Guds mellemkomst og renselse. Gud respekterer os fuldstændig og vil kun bidrage til vores udvikling, hvis vi samarbejder med Ham. Vi må daglig indvillige i Guds nærvær og handling i vores liv, mens vi altid husker på, at Guds veje er ikke vores. Gud vil handle i vores liv for at rense os og det gør han på måder, der kan synes meget fremmede for os. Hvis vi skal kunne se Guds nærvær og handlinger i vores liv er det nødvendigt, vi tuner ind på Guds bølgelængde. Den eneste måde hvorpå vi kan gøre det, er ved at tilbringe tid, kvalitetstid, alene med Gud og også søge Gud sammen med medlemmerne fra vores kommunitet.

Oversat af Ann-Lise Aasesdatter