En tekst af en Karmeliternonne

Karmeliterordenen kaldes for ”spansk ild i en østerlandsk lampe”.

Hvem der gav den denne betegnelse, eller hvor eller hvornår, ved jeg ikke. Men jeg finder udtrykket tiltalende; det skaber atmosfære og virker inspirerende

En østerlandsk lampe – for karmeliterordenen stammer fra bjerget Karmel, som ligger i Israel. Dens åndelige rødder stikker dybt i Det gamle Testamentes jord; de går tilbage til Elias, profeten, der brændte som en fakkel. Ordenens historiske og organisatoriske rødder snor sig omkring Elias’ kilde på Karmel i slutningen af det 11. århundrede. Dér møder vi eneboerne, som har viet deres liv til Vor Frue af Karmel. Utrætteligt våger de og beder, mediterer på Guds ord og arbejder i stilhed, omgivet af Karmels skønhed.

Den spanske ild er antændt af Teresa af Avila og Johannes af Korset. Det var dem, der reformerede ordenen i 1500-tallets Spanien. De gød frisk olie i lampen, så den kontemplative ild kunne blusse op med fornyet kraft; historiens vingesus og skiftende tiders udtryk for menneskelig svaghed havde nær kvalt flammen i århundredernes løb. Hvis man læser Teresas og Johannes’ skrifter, står der lysende klart for en, at mødet med den levende Gud er som et fascinerende eventyr.

Ordenens regel er kort, helt og holdent baseret på Biblen. I dag tæller de uskoede karmeliter, som lever efter den, omkring 12.500 søstre og 3.800 brødre. Men for en karmeliter er det ikke reglen, det drejer sig om; det gælder om at være en levende flamme. Reglen, konstitutionerne, den faste dagsrytme og ensomheden er som et par hænder, der værner om og beskytter den indre glød.

 

UDEN BØN INTET KARMEL

To timers bøn i stilhed, syv tidebønner og en times åndelig læsning omkranser messen, som er højdepunktet på dagen. Mange vil mene, at det er for meget – at vi hellere skulle tjene ligesom Martha end at vie hele vort liv med alt, hvad det rummer, til Jesus.

Men hvad gør det, om vort liv knuses som en krukke, når blot Jesus glædes, og når verden – om end modvilligt – mærker, hvordan den velduft, som var i krukken, strømmer ud og renser den forgiftede luft, som man ellers var henvist til at indånde? Sådan skrev Thérèse af Lisieux, karmeliter nonne og kirkelærer, i en tid, da man ikke var nær så økologisk bevidst som i dag.

Verdensaltet og ikke mindst menneskeheden lider af åndelig iltmangel. Der er brug for mennesker, som ånder af Gud, og som kan være der ”på heltid” og fungere som ”respiratorer”. Johannes af Korset, som er Karmels store digter og mystiker, skriver om Guds ånde, at den er mægtig og ren, og at den indgiver en kærlighed uden lige.

 

AT MØDE GUD I DET DAGLIGE ARBEJDE

Johannes af Korset har sagt mange ting, som har en vidunderlig, chokerende virkning i en tid, der er så fikseret på effektivitet: ”Mit arbejde er at elske… aldrig så lidt af en ren kærlighed er mere kostbar i Herrens øjne og for sjælen selv og er til større gavn for kirken, end alt andet arbejde tilsammen nogensinde vil være, hvor meget det end kan se ud, som om sjælen intet udretter:”

Det er med disse ord i tankerne, at en karmeliternonne tager fat på det daglige arbejde i køkkenet, i haven eller hvad der nu er ens opgave. Arbejdet har en vigtig plads selv i karmeliternonnernes kontemplative liv. Det er at være Gud nær på en anden måde – at være med til at skabe, at følge den arbejdende Kristus efter, at være solidarisk med fattige, arbejdende mennesker.

Man finder Gud både når man vasker og når man beder, skriver den salige Elisabeth af Treenigheden, som også er karmeliternonne. Der var en fransk karmelit, en broder Lorens, som ikke kunne fordrage arbejdet i køkkenet, men han havde sine bedste stunder sammen med Gud, når han stod og vendte omeletterne. En forudsætning for, at denne indre kærlighed til Gud kan bevare sin livskraft under arbejdet, er dog, at man er lydig, ikke har for travlt og ikke tænker på, hvad man selv kan præstere.

Tid til at være ene og tid til at være sammen afløser hinanden som tidevandets bølger. Når en karmeliternonne er alene i sin celle, skyller Guds nærvær op på stranden i vort indre, og de to gange om dagen, når vi har rekreation og kun kan være sammen, flyder vi over af Ham, som fylder os, og får lejlighed til at give Ham videre til medsøstrene i et fornøjeligt og livligt samvær.

 

KARMEL ER VIET TIL JOMFRU MARIA

Siden Maria stod foran sit hus i Nazareth og så ud over Sarons dal og over Karmels bjerg med det skovklædte højder, har hendes blik hvilet på Karmel. det er ikke de mange bønner og store ord, der viser, at hun er nærværende i vores kloster; det er duften, som breder sig i gangene og når ud i hver en krog.

Karmel har hverken eneret på Maria eller på hendes nærvær og beskyttelse. Det, der er noget særligt for os, er at vi kalder hende for vores søster. Det fremgår af den egentlige betegnelse for vores orden, Brødre og Søstre af Vor Frue fa Karme.. vores ældre og mere erfarne søster kan lære os kunsten at meditere Guds ord og at være lydhør over for, hvad Ånden indgiver os; hun kan lære os, hvordan vi diskret beder for det, som andre har behov for.

Hun er en, der støtter og beroliger os i det ”kulturchok” som uvægerligt opstår, når det guddommelige lys får frit løb ind i et lille menneske og begynder at lyse op.

 

IKKE VAKLE FREM OG TILBAGE

Profeten Elias var en udfordring for sin tids mennesker: hvis Gud er Gud, så følg Ham! I må ikke vakle frem og tilbage mellem den sande Gud og afguderne! Karmels stille vidnesbyrd har det samme budskab til vores tid – en tid, som har langt flere og mere raffinerede afguder, og hvor en pluralistisk indstilling er in.

Vi er skabt til noget stort. Hvad gør vi? Hvad er det, vi beskæftiger os med? Lad os ikke stille os tilfreds med mindre væsentlige ting, når Gud selv vil være med os. Kun Gud er os nok. At leve i Karmel er som at være på afvænning: vi skal vænnes af med at vakle mellem den ene og en anden side, og vi skal lære at brænde som en ren og udelt bønnens flamme i Kirken.

“Hver eneste sande bøn er en Kirkens bøn.

Hver en bøn betyder, at der sker noget i Kirken.”

St. Benedicta af Korset (Edith Stein)