af Wilfrid Stinissen, ocd
Teksten er et uddrag af kapitel 3 i bogen “Undervejs i bønnens land”
© 2003 Wilfrid Stinissen og Karmeliterne Hillerød
Oversættelse: Charlotte Olden-Jørgensen

 

Hvis den trinitariske dialog finder sted indeni os, og vi er inddragne i den, er det klart at vi må vende os indad. Vi har søgt Gud og os selv udenfor, men det vi søger, finder vi sikrest og lettest indeni os selv. Det er de fleste kristne mystikere enige om.

 

Vort indre er en helligdom,

hvor Gud vandrer omkring.

Han ser på os med velbehag

og oplyser alle ting.

Hans nærvær omslutter os

med blid og stille fred.

I stilheden bliver smerten

til en himmelsk melodi.

Hans kærlighed og barmhjertighed

er ophav til alt,

og han vil genspejle sig

i menneskets skikkelse.10

 

Det er udmærket at møde Gud i naturen. “Jeg tror at den naturdyrkelse I svenskere har, er en form for mystik,” sagde William Johnston ifølge en avisartikel for nogle år siden i Rättvik.11 Og artiklens forfatter tænker videre: “Hvilken svensker kan ikke huske øjeblikke med naturoplevelser der er så sælsomme og ordløse at de ikke kan beskrives? At flyde sammen med klippen du ligger på, og høre vandets sagte kærtegn mod stenene? At omfavne det knudrede træ og mærke duften af harpiks? At vandre i det bare fjeldlandskab og føle støvregnens kærtegn mod sine kinder?” Vidunderligt!

Det viser at mennesket har en medfødt længsel efter og evne til at komme i kontakt med det transcendente. Det kan være en vej til Gud. “I kan have tomme kirker, men troen findes,” siger Johnston til svenskerne. Han er naturligvis klar over at kristen mystik alligevel er mere end dette.

Som kontrast til denne naturmystik et lille citat fra Thérèse af Lisieux: “Jeg forstår og ved af erfaring at ‘Guds rige er indeni os’ (jf. Luk 17,21). Jesus har hverken behov for bøger eller lærere for at undervise sjælene … Jeg har aldrig hørt ham tale, men jeg føler at han er i mig, hvert øjeblik leder han mig og indgiver mig det, jeg bør sige eller gøre.”12 Kristen mystik er en samtale med en Gud der er et du og samtidig “intimior intimo meo” – mere mig end jeg selv (Augustin).

At bede er at samle sig selv og gå indad, så dybt ind at man når det rum hvor Gud og mennesket er ét. Teresa af Avila taler om bierne (vore sanser) der vender tilbage til kuben for at lave honning.13 Denne indre samling er noget helt andet end selvoptagethed eller narcissisme. Den der er selvoptaget, går godt nok ind i sig selv, men ikke dybt nok! Han sidder fast i periferien, i det overfladiske eller lille jeg (egoet) i stedet for at bore sig frem til det sande jeg, det nye menneske der lever gennem, med og i Gud.

Dér, i vort inderste, er troen noget eksistentielt. Jo mere vi lever dér, desto mere kan vi opfatte af den transcendente virkelighed. Dér har vi sanser der kan fornemme hvad vore ydre sanser og vor forstand ikke kan opfatte. Dér handler det ikke om subjektive følelsesoplevelser. Det er som om vi får en slags “objektiviserende” følehorn der reagerer på det der er, selve “eksistensen”.

For dem der lever dér, bliver livet så enkelt, så enkelt, fordi alt det der kun er subjektivt er blevet relativt. Deres “subjekt” eksisterer kun for at være “modtager” for den objektive virkelighed som troen har lært dem, og som selve eksistensen nu overbeviser dem om. Hvilken frihed i et sådant menneskes bøn – og liv i det hele taget! Det gør intet andet end at inddrikke virkeligheden som vælder frem i dets indre hvor mennesket er en dør der står åben for Gud.

 

Vend tilbage til dit hjerte

 

Vi kan også sige det på denne måde: Alt går ud på at vende tilbage til vort hjerte. Men her er det vigtigt at forstå hvad der menes med “hjerte”.

Det bibelske hjerte “er det sted, jeg opholder mig, det sted jeg bor (ifølge semitisk eller bibelsk sprogbrug: stedet jeg ‘stiger ned’ til). Hjertet er vor skjulte kerne, ufattelig for vor forstand og for andre mennesker. Kun Guds Ånd kan udforske og kende det. Hjertet er det psykiske livs dybeste plan, dér hvor mennesket træffer sine beslutninger. Det er sandhedens sted, hvor vi vælger mellem liv og død. Det er et mødested, fordi vi som Guds billede lever i relation til hinanden: Hjertet er pagtens sted.”14

Når mystikerne taler om at vende tilbage til hjertet, synes de at hentyde til et sted der ligger endnu dybere end det bibelske hjerte. Man må ganske vist passere igennem det bibelske hjerte. Det er jo dér man træffer afgørelsen om at stige ned, men det gælder om at nå endnu dybere til det sted hvor den hellige Treenighed bor, og hvor man selv er draget med ind i deres liv.

Det er et sted der på en vis måde findes uden for os selv, det sted hvor evigheden strømmer ind i det begrænsede kar som vi er. Det dybeste, allerdybeste i os er en åbning. Når vi står midt i åbningen – bønnen lærer os hvad det betyder: at alle ord, forestillinger og kommentarer tier – da udviskes grænserne. Vor begrænsede eksistens, med alt hvad den indebærer, er vigtig. Men det dybeste og det der skal oplyse alt begrænset, er ubegrænset og uendeligt.

Teresa af Avila kalder dette sted “el espíritu” (ånden) eller “el centro del alma” (sjælens midtpunkt). I Den indre borg skriver hun: “Denne vor sjæls midte – eller denne ånd – er noget der er så svært at beskrive eller bare at tro på, mine søstre, at jeg der har så ringe evne til at udtrykke mig forståeligt, ikke gerne vil lede jer i den fristelse ikke at tro på hvad jeg siger. For at sige at der findes fristelser og genvordigheder, men at sjælen alligevel har fred, det er en betænkelig sag.

Jeg vil opstille en sammenligning (…) Kongen bor i sit slot, han har mange krige i sit kongedømme og mange trængsler, men alligevel står han hvor han står. Sådan er det også her. Selv om der råder stor tumult i de andre boliger, og farlige vilde dyr løber omkring, og larmen skærer en i ørerne, så kan intet trænge ind i denne inderste bolig og drive nogen ud derfra. Ej heller kan al den larm der høres, hvor irriterende den end må være, rokke sjælens ro og berøve den sin fred.”15

At mennesket ikke reduceres til krop og sjæl, men også har en ånd, eller er ånd, finder vi hos Paulus: “Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare fuldt ud jeres ånd og sjæl og legeme lydefri” (1 Thess 5,23). Og i Hebræerbrevet læser vi: “Guds ord er levende og virksomt og skarpere end noget tveægget sværd; det trænger igennem, så det skiller sjæl fra ånd” (Heb 4,12).

Der er en fundamental forskel på sjæl og ånd. At benægte denne er at benægte mystikernes erfaringer. Psykologien og også teologien har desværre negligeret denne skelnen. Måske burde både psykologer og teologer gå lidt mere i skole hos mystikerne. Trods alverdens psykologiske tricks bliver et menneske aldrig helt frit hvis ikke det genfinder sin ånd og rodfæstes i den.

Ånden er det sted hvor Gud bor og hvor vi er Guds billede, helt og fuldt os selv. Det vi kalder “det åndelige liv” er intet andet end en lang vandring til vor ånd, vort midtpunkt. I sjælens indre borg findes der et helt centralt sted hvor kilden risler og solen altid skinner. Dette indre paradis, denne lukkede have, er rejsens mål. Intet kan vanhellige eller tilsmudse dette paradis.

Thérèse af Lisieux digter:

 

Non rien ne m’inqiète            Nej, intet foruroliger mig,

Rien ne peut me troubler      intet kan bekymre mig.

Plus haut que l’alouette         Højere end lærken

Mon âme sait voler.              flyver min sjæl.

 

Au-dessus des nuages           Oven over skyerne

Le ciel est toujours bleu        er himlen altid blå.

On touche les rivages           Man når de strande

Où régne le Bon Dieu.          hvor Gud er konge.16

 

“Dertil er at sige,” skriver Teresa af Avila, “at kilden og den strålende sol der er i sjælens indre, aldrig taber sin glans og skønhed. Dette findes altid inderst inde i den, og intet kan berøve den dens skønhed. Men hvis man lægger et helt sort stykke stof over en krystal som solen skinner på, så er det klart at hvor meget solen end skinner, så har dens skin ingen indvirken på krystallen.”17 Og så udbryder hun: “Åh sjæle, genløste ved Jesu Kristi blod, kom til fornuft og hav medlidenhed med jer selv! Hvorledes er det muligt at I fatter dette og ikke har lyst til at tage dette sorte væk fra krystallen?”18

Isak Syreren (500-tallet) sammenligner menne-skets sjæl med et løg. “Når man skræller et løg, fjerner man den ene skal efter den anden, og den inderste spire, fra hvilken planten spirer op mod solen, ligger blottet. Dér, i dit eget inderste kammer, vil du se det himmelske kammer for de to er jo det samme.”19

Teresa, som sikkert ikke har læst Isak Syreren, kommer med et lignende billede: “Når vi nu vender os mod vor borg med de mange boliger, skal I ikke opfatte disse boliger som liggende på rad og række, den ene efter den anden, men I skal fæstne blikket på midten, hvor kongen har sit slot. Forestil jer det som en dværgpalme: for at komme frem til det der kan spises, må man fjerne de mange dæklag der omgiver det velsmagende indre. På samme måde findes der meget omkring og over dette gemak.”20 Teresa siger også at porten der leder ind til denne borg, er bøn og betragtning.21 Uden bøn, meget og udholdende bøn, kan vi ikke forvente at nå vort inderste.

Johannes af Korset går samme vej indad. “For at finde denne brudgom, for så vidt det er muligt i dette liv, bør man her lægge mærke til at Ordet, i forening med Faderen og Helligånden, hovedsageligt bor i sjælens allerinderste, hvor han skjuler sig. Derfor må også den sjæl der vil finde ham gennem en forening i kærlighed, løse sin vilje fra alle skabte ting og træde ind i en dyb andagt indeni sig selv, og derinde skal han opretholde forbindelser med Gud, fulde af hengivenhed og kærlighed, og betragte hele verden som om den ikke eksisterede (…) Gud er altså skjult indeni sjælen, og det er dér det virkeligt kontemplative menneske bør søge ham.”22

Det teologiske grundlag for denne interioritets-mystik, hvor man går ind i sig selv for at møde Gud, er altså at Gud bor inde i mennesket. Dette har et solidt bibelsk fundament. “Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer? (…) Guds tempel er helligt, og det tempel er I” (1 Kor 3,16-17).

Vi møder ikke kun denne mystik hos de store spanske mystikere, men også i Frankrig (Frans af Sales, 1567-1622), Tyskland (Eckhart, ca. 1260-1327; Tauler, ca. 1300-1361) og Flandern (Ruysbroeck, 1293-1381).

I en tale ved angelusbønnen den 8. september 1996 påpegede Johannes Paul II at denne mystik er særligt levende i østkirken. “De østerlandske fædre hævder at mennesket ikke rigtigt er sig selv hvis det lukker sig for Helligånden. Den hellige Irenæus, biskop af Lyon (ca. 130-200), der i kraft af sin oprindelse og uddannelse må betragtes som en bro mellem øst og vest, betragtede mennesket som dannet af tre elementer: kroppen, sjælen og Helligånden. Han ønskede givetvis ikke at forveksle mennesket med Gud, men han ville understrege at mennesket kun når sin fylde hvis det åbner sig for Gud.

Afrahat Syreren (300-tallet) mener, inspireret af Paulus, at Guds Ånd tilbydes os på en så inderlig og fortrolig måde at han næsten bliver en del af vort ‘jeg’. På samme måde kalder den russiske åndelige forfatter, Teofan Eremitten (1815-1894), Helligånden for ‘den menneskelige sjæls sjæl’ og påstår at det åndelige livs mål er en ‘fremadskridende åndeliggørelse af sjæl og krop’.”

 

NOTER:

  1. Livet är min vän. Meditativa texter av en karmelitnunna, Karmeliterne, Tågarp Glumslöv, 1992, s. 27.
  2. Svenska Dagbladet 28. september 1993.
  3. Självbiografiska Skrifter, Karmeliterne, Tågarp Glumslöv, 1971, s. 157.
  4. Fullkomlighetens väg, 28,7, Karmeliterne, Tågarp Glumslöv, 1974, s. 116.
  5. Den katolske Kirkes Katekismus, 2563.
  6. VII, 2, 10-11, Karmeliterne, Tågarp Glumslöv, 1974, s. 170.
  7. L’Abandon est le fruit délicieux de l’Amour, i Oeuvres complètes, Cerf, Paris, 1996, s. 748.
  8. Den inre borgen, I, 2, 3, Karmeliterne, Tågarp Glumslöv, 1974, s. 27-28.
  9. Ibid. 4, s. 28.
  10. Citeret i Tito Colliander, Asketernas väg, Ortodox Kyrkotidnings förlag, Stockholm, 1973, s. 36.
  11. Ibid. I, 2, 8, s. 29.
  12. Ibid. 1, 7, s. 25.
  13. Andlig Sång, 1, 4, s. 27.