Mere historie

Karmelitterne i Palæstina

Efter at muslimske grupper, ledet af Saladin, besejrede den kristne hær i 1187, søgte mange pilgrimme tilflugt i bjergene. Der var flere mennesker på Carmel Mountain end før. På grundlag af udgravningerne ved vi, at gruppen ved Elias kilde stammer fra denne tid. På dette sted eksisterede det i det mindste først omkring år 1200.

Karmelitterne fik flere klostre i Palæstina. Men situationen for kristne var mørk, da det meste af landet var under sjældenes styre. Brødrene indså, at ordenen blev truet med udslettelse, medmindre nogle af dem emigrerede. De var kommet fra forskellige lande, og nu blev det besluttet, at de skulle vende tilbage i grupper og fortsætte deres klosterliv i Europa, helst i deres egne hjemland. Flere europæiske fyrster opmuntrede denne plan.

Læs videre

De første brødre rejste allerede i 1235. Efter nogle få år var de ankommet til Flandern, Cypern, Italien, England og flere andre steder.

I Palæstina blev de kørt væk fra deres klostre, til sidst fra Karmel-bjerget i 1291. Traditionen siger, at brødrene, der stadig boede der, blev massakreret. Udgravningerne afslørede, at muslimerne havde brugt klosteret. Da dette er fødestedet for den karmelitiske orden, opgav man aldrig håbet om endda at være i stand til at vende tilbage. I 1881 blev området ordenens ejendom igen.

Dokumentation af ordenens historie

I mere end 100 år har karmeliterne lagt en stor indsats i at undersøge ordenens tidligeste historie. Legendariske repræsentationer og andet materiale er blevet undersøgt ved hjælp af moderne kritiske metoder. Til sidst blev nogle oplysninger betragtet som historisk pålidelige. Om grundlæggelsen af ​​ordren findes der kun et autentisk dokument, nemlig ordensregelen. Det findes i Vatikanets arkiver.

Læs videre

Introduktionen af ordensreglen fortæller, at nogle eremitter havde slået sig ned ved Elias kilde på Karmelberget. De var gået sammen og valgt Brocardus som leder, og blev derefter enige om at bede Albert, patriarken i Jerusalem, om at skrive en regel, der kunne lægge grundlaget for deres liv. Patriarken påtog sig opgaven. Vi ved, at Albert kom til Palæstina som pavelig legat for Kirken i Jerusalem i 1206, og at han blev myrdet i 1214. Det kan således siges, at reglen blev skrevet i denne periode. Sandsynligvis er 1209 det nøjagtige år.

Eremiterne accepterede Alberts regel, og de kunne begynde at fungere som en orden. For at blive godkendt i kanonisk (kirkeretslig) forstand krævedes der imidlertid pavelig godkendelse.

På grund af patriarkens død var der forsinkelse. Men pave Honorius III gav reglen den første godkendelse i 1226, og med mindre ændringer blev den bekræftet af senere pave. Det er med andre ord sikkert at sige, at den karmelitiske orden blev grundlagt i begyndelsen af ​​det 13. århundrede.

Legenden fortæller, at profeten Elias havde sin bopæl på Karmelberget ved springvandet, som senere bar hans navn. Stedet hedder Wadi-es-Siah og ligger et par kilometer fra et Karmel klosteret, der bruges den dag i dag. Om profeten har levet der er umuligt at vide. Men der er ingen grund til at tvivle på, at dette er det sted, hvor den Karmels orden og det første kloster blev grundlagt.

Der er foretaget arkæologiske udgravninger i området.  Fundamenterne af en lille kirke og et klokketårn blev fundet. Helt op til kirken var der bygget eremitceller. Tæt ved var en stald med resterne af 13 krybber og spor af steder hvor dyr var blevet bundet. To grave blev også fundet og en masse potteskår og nogle knuste lamper. Fundene dateres til det 13. århundrede. 

Ruinerne i Wadi-es-Siah

Ordenen bliver forankret i Europa

Da de flyttede til Europa, var brødrene nødt til at gennemgå en tilpasningsproces. Da forholdene var anderledes i de nye steder, var det ikke altid nemt at skaffe det nødvendige til livets ophold. Derudover blev de ofte mødt med skepsis og modvilje af de lokale kirkelige myndigheder. Det blev hurtigt klart, at de måtte ændre deres livsstil for at overleve.

Læs videre

I 1247 havde ordenen fire små provinser. For at diskutere situationen og finde en løsning blev et generelt kapitel i Aylesford, Kent, sammenkaldt. Ligesom de fleste dokumenter fra Karmels tidlige historie går posterne tabt. Beslutningerne er kendt fra andre kilder, men ikke af begrundelsen. På hvilket grundlag valgte delegationerne at bede paven om at placere karmelitiske orden blandt tiggerordrene? Det var et skridt med vidtrækkende konsekvenser. Reglen måtte ændres. Det var tilladt at etablere klostre i byerne, ikke kun på ensomme steder. Der blev også foretaget en række andre ændringer. Alle gik i en cenobitisk retning.

Aylesfords beslutninger blev udarbejdet af to pavelige sekretærer, og ændringerne blev introduceret i teksten til retsstatsprincippet. Det er denne version, der blev godkendt af pave Innocens IV i tyren “Quae honorem”. Status som tiggerordre blev tildelt, men ikke fuldt ud. En gradvis tilgang bør først tages til tiggermunkenes livsstil.

I de kommende år kæmpede den karmelitiske orden stadig for sin eksistens. Den pavelige påtegning var ikke endelig, og der var flere angreb. Det værste var den interne tvist, der opstod, da de nye beslutninger skulle gennemføres. Nu var Karmel nødt til at engagere sig i apostolisk studium og pastorale opgaver såsom undervisning, prædikener og nadverhåndtering. Modsatte dette ikke brødrenes kontemplative kald?

Spændingen mellem den lodrette og den horisontale dimension af det kristne liv har altid været håndgribelig for Karmeliterne, og det er stadig i dag. Delegaterne i Aylesford havde ikke til hensigt at opgive eremitt-idealet. Men da eksistensen af ​​ordenen var i fare, åbnede de døren for en ny udvikling. De ønskede at bevare syntesen mellem ensomhed og samfund, men i en skræddersyet form, som den aktuelle situation krævede.

Apostolisk aktivitet kan utvivlsomt trække mange Karmelitter væk fra deres specielle kald. Så kan andre føle sig forpligtet til at tænde for strømmen, og der kan opstå modsigelser. Et vidnesbyrd om konflikter af denne art er bevaret fra 1270: “Ignea Sagitta” (“Den brændende pil”). Det er skrevet af generalen Nicholas af Narbonne orden, der fjerner ordenens nye status og dens konsekvenser. Det er også det ældste dokument fra en karmelit, der kan tidsbestemmes.

Med de nye bestemmelser blev det imidlertid muligt for den karmelitiske orden at overleve og udvide. Ved udgangen af ​​århundret var det blevet ca. 150 huse i 12 provinser og mange lande. Den endelige godkendelse kom i 1299, og lidt senere også fuld anerkendelse som en tiggerordre med alle privilegier.

Karmels orden i senmiddelalderen

Generelt overblik: Karmel havde fortjent sin plads blandt de religiøse ordener i Europa, og ligheden med de andre tiggere voksede støt. Karmeliterne var repræsenteret på universiteterne og fik deres egne studiehuse af høj standard. Engelskmanden John Baconthorpe (død 1348), der arbejdede i Paris, betragtes som deres største middelaldersteolog, men han var ikke den eneste, der bemærkede.

Karmeliterne havde hvide kjortler og blev kaldt hvide brødre. Som de sorte brødre og de grå brødre (Dominikanere og Franciskanere) vandrede de rundt og prædiker på gader og pladser, ikke kun i kirkerne. Som ministre og sørgende modtog de et godt omdømme. De deltog ikke i tvister, men understregede forkyndelse på en enkel måde. Formålet var at lære Guds lov at kende og hjælpe dem med at leve et hellig liv. Jomfru Maria blev ofte brugt som forbillede.

Læs videre

Udvidelsen fortsatte. Karmeliterne var ikke så mange som dominikanerne og franskmændene, men antallet af klostre steg støt. Omkring året 1400 havde de ca. 300. I det 15. århundrede kom ordren til Danmark og Sverige, og i 1462 blev provinsen Dacia oprettet.

I det 16. århundrede kom nederlaget for den protestantiske reformation. Ca. 120 huse blev lukket. Den samme skæbne ramte klostre på Cypern, som oprindeligt havde hørt til provinsen Det Hellige Land. Hovedkvarteret blev flyttet til Cypern, da brødrene måtte flytte fra Palæstina. Provinsen levede videre, indtil øen blev erobret af tyrkerne i 1570. Men så var den forbi.

Det antages, at nogle klostre fortsatte som eremitklostre gennem senmiddelalderen. på Cypern. Således blev den oprindelige tradition opretholdt, og der blev givet muligheder for at trække sig tilbage til et rent kontemplativt liv efter anstrengende år med apostolisk aktivitet.

Kirke og kristendom gik ind i en periode med tilbagegang mod slutningen af ​​middelalderen, og den karmelitiske orden blev også trukket. I mange klostre blev retsregler og løfter brudt, liturgien blev forsømt, og misbrug af forskellige slags forekom. På det generelle kapitel i Nantes i 1432 blev det besluttet at blødgøre reglen, og pave Eugenius IV gav en vis lettelse. Men tilstanden blev ikke bedre, snarere værre.

Mange reaktioner kom fra stærke reaktioner. Specielle reformklostre blev oprettet, der fungerede godt i sig selv. John Soreth, der blev valgt til general i 1451, præsenterede nye forfatninger og bestræbte sig på at reformere, men han opnåede få varige resultater.

Sal. John Soreth

(1395-1471)

Nonner og tertiærer

Karmeliterne havde indtil da ingen nonner. John Soreth har opnået en vigtig plads i Karmels historie fordi han blev grundlæggeren af ​​Ordenens kvindelige gren, den såkaldte anden orden. De fleste ordener har haft nonner fra starten, inklusive dominikanerne og franskmændene, men Karmels orden havde først nonner fra 1450.

Læs videre

Brødrene havde gennemført åndelig vejledning af fromme kvinder allerede før år 1300, både dem, der boede med deres familier, og kvindelige eremitter, der havde deres opholdssted i forbindelse med en kirke. Over tid gik nogle af disse kvinder sammen og levede et fælles liv i en eller anden form med en karmelitisk bror som åndelig rådgiver. Sådanne grupper eksisterede i flere lande. Men selvom mange kvinder var forbundet med ordenen på denne måde, levede de ikke et regelmæssigt klosterliv og var ikke medlemmer af Karmel i kanonisk forstand.

Skt. teresa af Avila

(1515-1582)

Den Hellige Teresa af Avilas baggrund

I Karmels fornyelsesproces blev der ikke efterladt dybere spor end dem af den hellige Teresa. Den kvindelige gren var ny og havde brug for solide former. Både mænd og kvinder var nødt til at reflektere over arven fra Karmel bjerget. Teresa var arrangør og inspirator.

Teresa de Cepeda y Ahumada (1515-1582) blev født i Avila i Castilla. Hans far var en forretningsmand, og hans familie var velstående. Moren var af ædel afstamning. Efter at have forladt mange børn til verden, døde hun, da Teresa var 13 år. Teresa lærte at læse og skrive, og hun fik adgang til bøger, så hun kunne tilegne sig viden gennem selvstudium. Da hun fyldte 20, besluttede hun at gå i kloster. Mod hendes fars ønsker gennemførte hun sin plan og blev karmeliternonne i Inkarnationsklosteret i sin hjemby Avila.

Dette kloster betragtedes som en almindelig nonnekloster i Spanien i det 16. århundrede. Den havde omkring 200 nonner. Med et så stort antal blev fællesskabslivet vanskeligere. Nonnerne spiste ikke sammen i fælles refektorium, og de havde ikke alt til fælles. De, der havde rige slægtninge, modtog gaver af alle slags og kunne leve i overflod, mens andre havde for lidt mad.

Læs videre

Klausurreglerne var slappe og undtagelser var lette at få. I klosterets talerum og i nonnernes celler var der stadig gæster, og samtalerne gik lystigt om overfladiske emner. Nonnerne havde også muligheden for at gå ud og besøge familie og venner. De bad deres regelmæssige bønner. Læsekyndige havde åndelig læsning, og der blev givet en vis instruktion. Men reglen var mild, og det var op for hver enkel, hvor alvorligt hun ville tage sit religiøse liv.

Teresa var godt tilpas med disse forhold. Hun læste og lærte om klosterlivet og Karmels åndelighed og tilpassede sig som sine medsøstre. Efter en lang og smertefuld sygdom følte hun sig tiltrukket af et mere strengt liv og var fuld af gode intentioner. Nu ville hun leve i selvfornægtelse og give mere tid til bøn. I en periode praktiserede hun regelmæssig indre bøn og modtog åndelige oplevelser af en mystisk art. Men igen gav hun efter for ønsket om at tale med gæster og tilbringe tid uden for klosteret. Ændringen skete i 1554.

Skt. Josefs kloster i Avila

Teresas reform og Skt. Josef klosteret i Avila

Ingen betragtede Teresa som en dårlig nonne. Det var hende, der pludselig indså, at hun ikke havde levet op til sit kald. En dag, hvor hun uventet var foran et passionsbillede, havde hun en indre oplevelse. Umiddelbart forstod hun, hvad Frelserens offer betød med lidelse. Fra det øjeblik ændrede hendes forhold til Gud og hele hendes liv sig.

Arven fra Karmel bjerget kom i et nyt lys. Ligesom Elias blev hun kaldet til at stå foran Gud og lytte til hans tale. Det forudsatte stilhed og ensomhed, selvdisciplin og forsagelse. Teresa fordybede sig i bøn. Hun havde visioner og andre spirituelle oplevelser. Men det blev hurtigt klart, at uroen og de udadvendte livsformer i klosteret var en hindring. Hun blev til sidst overbevist om, at Gud kaldte hende til at oprette et kloster baseret på andre principper.

Læs videre

Ved en lejlighed fandt Teresa ud af, at den anvendte regel ikke var Karmels oprindelige. Teksten fra 1247, som hun nu var bekendt med, var langt mere i overensstemmelse med det liv, hun følte sig trukket til. Dette var heller ikke St. Albert-teksten, som Teresa troede. Men forskellen var af mindre betydning. Her fandt hun et godt fundament til at bygge et kloster af reformer.

Hun var nødt til at regne med modgang både fra ordenen og fra biskoppen og præsterne, da hun ville grundlægge et nonnekloster helt uden faste renteindkomster. Men dette var et nøgleprincip, som Teresa ikke ville give op på. Hun betragtede fattigdom som en ressource for det åndelige liv, for det betød afhængighed af Gud og medmennesker. For deres enkle underholdning skulle nonnerne bidrage til med deres evner med at dyrke planter og spinde. For øvrig skulle de acceptere almisser og stole på Guds forsyn. Da de kom til klosteret, opgav de nedarvede midler. Ingen skulle have noget privat. Måltider skal spises sammen.

Det lykkedes virkelig at få tilladelse til denne satsning. Der blev skaffet et enkelt hus, og Skt. Josefs kloster blev grundlagt i 1562. Teresa flyttede ind med en håndfuld noviser, som hun selv underviste. Ro og ensomhed blev sikret ved en streng klausul. Dette var et sted for bøn uden ophold.

De første fem år af Skt. Josefs kloster beskriver Teresa som de lykkeligste i hendes liv. Eftertiden vil se dem som grundlæggende for hendes reform. De uskoede karmelit- nonner over hele verden lever stadig i dag i henhold til det mønster, der er skabt der og da. I det væsentlige beskrives denne livsstil af Teresa selv i sine bøger.

Selvbiografien “Bogen om mit liv” er nu afsluttet. Det dækker de første 50 år af Teresas liv, herunder grundlæggelsen af ​​Skt Josefs kloster. “Fuldkommenhedens vej” indeholder uddannelsesprogrammet for begyndere. “Forfatningerne” består af praktiske bestemmelser.

Den Teresianske spiritualitet

Bøn er hovedbegrebet i Teresas verden. Bøn betyder at være sammen med Gud. Mødet med ham finder sted i menneskets indre. Der er mange former for bøn. Men kærlighedsmødet med Gud på det indre plan er vigtigt, selv når bøn udtrykkes i ord, såsom i nonnernes tidebøn. Vejen til bøn fører til forening med Gud.

Selvom bøn er det mest personlige, man kan forestille sig, sker den aldrig udelukkende på egne vegne. På en måde er al bøn forbøn for hele verden. Når en enkel sjæl er forenet med Gud, løfter den hele menneskeheden mod Ham. Dette er det første Teresa, der indprinter i sine noviser. De er ikke i klosteret for at redde deres egne sjæle, men for at tjene kirken og deres medmennesker. Bøn er deres tjeneste i kirken.

Læs videre

Fremskridt på bønnens vej kræver offer og selvfornægtelse. Det handler om at blive befriet fra jordiske værdier og vokse i ydmyghed og næstekærlighed. Gennem fælles liv bliver man slebet mod hinanden og lærer ens svagheder at kende, mens man lærer at være opmærksomme på hinanden.

Nonnerne er kommet til klosteret for at leve i Kristi efterfølgelse og venskab. Derfor skal deres tanker altid være optaget af Kristus, da han levede i sin menneskelige natur. Kun gennem ham kan man frigøres fra det onde og nå fuldkommenhed. For dem, der vil lære ham at kende, er hans moder Maria den bedste guide.

Livet i Skt. Josefs kloster var nonnernes svar på Kristi personlige opfordring til hver af dem: At forlade alt og følge ham.

Anerkendelse og udbredelse af reformen

 Den reform, der blev indført af Skt. Teresa, spredte sig som ild i tørt græs. Hun havde kun tænkt på at stifte et kloster, men måtte snart bygge flere klostre. Da hun døde i 1582, havde hun grundlagt 17 nye Karmel-klostre og reformeret sit oprindelige kloster: Inkarnationen. Kort efter hendes død spredte den uskoede Karmel sig til Frankrig, Belgien, Holland, Polen.

Læs videre

General Rubeo kom til Avila på et besøg i 1567. Han var optaget af klosterreformer og accepterede at gennemføre dekretet fra Tridentinekoncilet. Skt. Josefs kloster vandt sin fulde anerkendelse. Der var god forståelse mellem Teresa og generalen. Han godkendte hendes forfatninger, og hun fik lov til at oprette flere nonneklostre efter de samme principper.

Disse skulle eksistere ud over de ældre klostre med mindre strenge levestandarder. Det var almindeligt i Sydeuropa, at nonner og munke i de strenge klostre gik uden sko. Om nødvendigt brugte de sandaler. Teresa og hendes søstre gik barfodet og blev derfor kaldt uskoede. Rubeo ville gøre plads til både skoede og uskoede nonner.

Teresa bad også om tilladelse til at oprette klostre for ugifte brødre. Rubeo tøvede, men Teresa talte om sine vanskeligheder med at skaffe spirituelle rådgivere til søstrene. Der var behov for præster, der selv levede et kontemplativt liv. Hun fik derefter lov til at grundlægge to munkeklostre.

Efter de stille år fulgte 15 år med stabil aktivitet. Indtil sin død i 1582 rejste Teresa konstant, kun med kortere pauser. Det var anstrengende, men hun vidste, at denne mission var fra Gud. Reformen vandt tilhængere. Uden hjælp fra venner, ville hun ikke være kommet nogen veje. Det mest opmuntrende var, at der var så mange noviser.

På sin første rejse mødte hun en ung karmelitisk præst, der viste interesse for reformationen: den senere Johannes af korset (1542-1591). Hun tog ham med til et nystiftet kloster for at undervise ham. Året efter oprettede hun det første kloster. Johannes var en af ​​de tre brødre. Denne unge præst blev Teresas vigtigste partner. De to komplementerede hinanden på den mest perfekte måde, når det gjaldt arbejdsopgaver, men også åndeligt.

Det var ikke til at undgå, at der var et spændingsforhold mellem den skodde og den uskoede Karmelitter. Misforståelser førte til åben kamp. De skoede forsøgte at stoppe reformen, sandsynligvis i god tro. De uskoede forstod, at de måtte sikre sig en vis uafhængighed inden for ordenen. Den mest fremtrædende rolle i denne proces var den unge far Jeronimo Gracian, der var særlig tæt på Teresa fra 1575. Paven gav tilladelse til at oprette en separat provins for de uskoede. Gracian blev valgt til de første oprindelige provinspræisser i 1581.

Da Teresa døde i 1582, omfattede provinsen 15 klostre for brødre og 17 til nonner. Af disse blev 18 grundlagt af hendes egne.

Karmel i Norden

Før reformationen var der 8 Karmels munkeklostre i Danmark.

I Norden blev det første kloster for uskoede karmeliternonner grundlagt i Glumslöv, Sverige i 1956. Få år senere kom karmeliterbrødre til Sverige, som bosatte sig ca. 3 km fra søstrene i Tågarp.

Læs videre

Til Island kom søstre fra Holland allerede i 1938, men de måtte vende tilbage i 1983. Men allerede i 1984 ankom nye karmeliternonner fra Polen for at genoprette klosteret. Som et resultat af en stor tilstrømning kunne disse igen grundlægge et kloster i Tromsø i Norge i 1990.

I 1988 kom nonner fra USA og grundlagde et kloster i Finland, og søstrene i Glumslöv kunne grundlægge en længe ventet Karmel i Hillerød i Danmark i 1999.