Karmels  helgener

“I skal være hellige, for jeg er hellig.”

(3. Mosebog 11:45)

 

Som de gamle profeter kaldes karmeliterne til at “stå foran Gud
og lytte til hans tale”.
Deres opgave er at formidle kontakt mellem Gud og folket på jorden.
Konkret gøres dette gennem bøn og offer, ved at være sammen med Gud i bøn
og ved at overgive sig til hans vilje i kærlighed.

Sådan bliver du forenet med Gud og deltager i hans egenskaber.
Denne forening og deltagelse kaldes hellighed, og det er målet og meningen
med ethvert menneskeliv.

 

* * *

 

Hvor mange helgener har vi ikke i himlen, som bærer vor ordensdragt!
Lad os ligeledes med helligt vovemod håbe på at også vi engang
med Guds nåde skal slutte os til dem.

(Teresa af Jesus)

 

 

Skt. Teresa af Jesus (Avila)

Født i Avila 1515.
Død i Alba de Tormes 1582.
Kanoniseret 1622.
Udnævnt til kirkelærer 1970.
Festdag den15. oktober.

Teresa de Ahumada y Cepeda var en pige af god familie og opdragelse, udrustet med rige evner og et livligt temperament. Hun indtrådte trods faderens modstand hos karmelitnonnerne i Inkarnationens Kloster i sin fødeby Avila da hun var omkring 20 år. Hendes kaldelse var uden entusiasme, hun tænkte ”verden er forfængelighed, enden er nær”, klosterlivet forekom at være den sikreste vej til frelse.

Læs mere

Klosteret var et stort sorgløst kommunitet. Medlemmerne havde rådighed over hvad de selv ejede og havde fri kontakt til omverdenen. Teresa led i begyndelsen af dårligt helbred, men hun holdt ud trods de ugunstige vilkår, og begyndte at gøre store fremskridt i kontemplationen. Som årene gik kom hun også ofte i ekstase, og havde herunder mange ekstraordinære mystiske erfaringer. Hun skrev en del om dette, men tillagde dem ikke overdreven vægt, og så klart faren ved dem.

Efterhånden som Teresa kom dybere i bønnen tilfredsstillede klosterets mildere regler og ikke særligt strenge klasur hende ikke længere. Hun længtes efter stilhed, ensomhed, enkelthed og forsagelse. Som svar på den guddommelige kaldelse hun følte i sit indre, og for at hjælpe Kirken, der var hårdt såret af den protestantiske reformation, besluttede hun at grundlægge et kloster efter karmelitternes oprindelige og strengere regel. I 1562 efter mange forhindringer åbnedes ”Sankt Josefs Karmel”, det første ordenshus med uskoede karmelitter. I de næste 20 år grundlagdes 17 nye klostre, ofte under de vanskeligste vilkår. Disse kommuniteter skulle være små, fattige, strengt klasureret og med fast disciplin, således at daglig stille bøn var en del af regelen.

Under Teresas indflydelse udbredtes reformen også til brødrene indenfor ordenen. En fremtrædende leder af dem, som Teresa også samarbejdede med, var Johannes af Korset.

De vigtigste af Teresas skrifter er det selvbiografiske værk (dansk titel) ”Den hellige Teresa af Avilas liv”, skrevet på opfordring af hendes skriftefædre; ”Fuldkommenhedens vej” skrevet til belæring for hendes egne nonner; ”Bogen om klostergrundlæggelser”, samt ”Den indre borg”, det værk der frem for alle gør hende til kirkelærer.

 

Uddrag fra “Bogen om mit liv” af Teresa af Jesus (Kap. 22,6-7, 12.14)

“Med Jesus Kristus, en så god ven ved sin side og med en så god fører, der var den første til at lide, kan man bære alt. Han er min hjælp og giver mig kraft, Han svigter aldrig, Han er en sand ven. Jeg ser klart og har set lige siden, at når vi vil glæde Gud, og Han vil give os store nådegaver, vil Han, at det skal ske gennem denne allerhelligste Menneskenatur, i Hvem Hans Majestæt sagde, at Han havde Sit velbehag – det har jeg ofte erfaret, og det har Herren fortalt mig. Jeg har klart erkendt, at det er denne dør, vi skal gå ind ad, hvis vi ønsker, at Hans suveræne Majestæt skal vise os store hemmeligheder.

Derfor må vi ikke søge anden vej, selv om vi skulle have nået betragtningens højdepunkt; på denne vej er man sikker. Det er fra denne vor Herre, at alle goder kommer til os. Han vil vise os vej, i betragtningen af Hans liv er det bedste forbillede. Hvad mere kan vi ønsker af en så god ven ved vor side, end at Han ikke lader os i stikken i vore trængsler og vanskeligheder, som vennerne i verden gør? Salig den, som i sandhed elsker Ham og altid har Ham for øje! Lad os se på den glorværdige sankt Paulus, der altid havde Jesus på sine læber, fordi han havde Ham i sit hjerte. Jeg har, efter at jeg har forstået dette, omhyggeligt iagttaget nogle helgener, der havde megen erfaring i betragtende bøn, og de gik ikke ad nogen anden vej end denne. Sankt Franciscus viser det i sine sårmærker, sankt Antonius af Padua med Jesusbarnet, sankt Bernhard frydede sig ved Jesu menneskenatur, den hellige Katarina af Siena og mange andre.

Idet vi har givet os helt i Guds hænder, må vi gå denne vej: Hvis Hans Majestæt vil ophøje os til sine fortrolige, der kender Hans hemmeligheder, skal vi tage imod det med glæde. Jeg vil slutte med at sige, at hver gang vi tænker på Kristus, skal vi huske på den kærlighed, hvormed Han gav os disse nådegaver, og hvor stor kærlighed Gud viste os ved at give os et sådant pant på den kærlighed, Han nærer til os; for kærlighed avler kærlighed. Og selv om det er lige i begyndelsen, og vi er meget lastefulde, må vi sørge for altid at mindes dette og at vække os til kærlighed; for hvis Herren først én gang har givet os den nåde at indtrykke denne kærlighed i vort hjerte, må alt være os let, og vi vil arbejde meget hurtigt od uden besvær.”

 

Lad intet forvirre dig

Lad intet skræmme dig

Alt forgår.

Gud forandrer sig aldrig.

Tålmodighed opnår alt.

Den som har Gud,

Vil opdage at intet mangler.

Gud alene er nok.

 (Teresa af Jesus)

 

Skt. Johannes af Korset

Født i Fontiveros 1542.
Død i Ubeda 1591.
Helligkåret 1726.
Udnævnt til kirkelærer 1926
Festdag den 14. december.

Sammen med Teresa af Avila gennemførte Johannes af Korset den reformation af ordenen, der førte til den gren, der kaldes ”De uskoede karmelitter”. Det er den orden klosteret i Hillerød tilhører.

Juan , som han hed, før han trådte ind i orden, blev født i 1542 i en lille by nordvest for Avila. Hans far kom fra en rig adelsfamilie og forelskede sig i en forældreløs, fattig pige – Juans mor. Derfor blev faderen forstødt af sin familie. Da Juan kun var tre år døde faderen. To brødre havde han på det tidspunkt. Juans mor og hans ældre bror forsørgede familien ved væveri.

Læs mere

Juan kom i skole og senere fik han arbejde på et hospital, hvor man behandlede kønssygdomme. Med stor kærlighed plejede han patienterne. Hans overordnede havde planer om at gøre ham til hospitalspræst, men i stedet trådte han i al hemmelighed ind i hos karmelitterne.

Efter et møde med Teresa af Avila blev han stifter af den mandlige gren af den reformerte orden.

Modstandere af reformen satte ham i klosterfængsel, hvor han udholdt svære pinsler og isolation i ni måneder. Herefter lykkedes det ham at flygte herfra og han blev en meget søgt sjælesørger på klostrene.

Johannes af Korset skrev bøger og digte om vejen til Gud. Hans skrifter er meget populære også i dag. Han beskriver meget poetisk såvel den trange vej til foreningen med Gud, som den glæde, der venter på vejen, hvis man holder ud.

Uddrag fra Åndelig Sang af Johannes af Korset:

“På trods af alle de mysterier og undere, som de hellige kirkelærere har opdaget og som de hellige sjæle har kunnet forstå her på jorden, så mangler størstedelen endnu at blive nedskrevet og i det hele taget forstået, ja, der findes så mange dyb at udforske i Kristus. Han er som en rig grube med en masse krumninger fulde af talløse rigdomme; uanset hvor meget man øser deraf, kommer man aldrig til nogen ende; endnu mere: hver krumning indeholder her og der nye minegange med nye rigdomme.

Dette fik den hellige Paulus til at sige om Kristus: ”I Kristus findes alle visdommens og kundskabens skjulte skatte”. Men sjælen kan ikke trænge frem og nå til dem, hvis ikke den, som vi har sagt, først går ind og indtræder i ydre og indre lidelses dyb; det er endvidere nødvendigt, at den fra Gud modtager en mængde nådegaver i sin forstand og sine sanser, og at den i lang tid har egnet sig til åndelige øvelser; disse nådegaver er egentlig af en lavere orden og forberedelser for at kunne nå frem til de høje grotter, som kundskaben om Kristi mysterier er, den allerhøjeste visdom, som man kan opnå her på jorden.

O, bare man dog endelig kunne ophøre med at tro, at det er muligt at nå frem til dybet af Guds visdom og rigdomme uden at trænge igennem alle lidelsers dyb, på alle måder; da ville sjælen finde al glæde og al sin længsel deri. Den sjæl, som virkelig længes efter visdom, længes også virkelig efter at trænge ind i korsets dyb.

Af den grund formaner den hellige Paulus efeserne til ikke at miste modet under prøvelserne og virkelig at være stærke og rodfæstede og godt grundfæstede i kærligheden, så at de, sammen med alle de hellige, kan blive i stand til at fatte bredden og længden, dybet og højden og lære Kristi kærlighed at kende, som vidt overtræffer al kundskab. Da vil de blive opfyldte af hele Guds fylde.

Nu er døren, som giver adgang til disse hans visdoms rigdomme, korset, og en smal dør er det; og det er kun få, der har modtaget et alvorligt ønske om at komme igennem den, på trods af at mange længes efter de glæder, den fører til.”

 

O, hvor liflig ville din tilstedeværelse i mig ikke være, du som er det højeste gode!
I stilhed vil jeg komme til dig og blotte dine fødder for at du nådigt vil forene mig med dig i en ægte forening,
og jeg vil ikke finde ro før jeg kan nyde hvilen i dine arme; og jeg beder dig nu, Herre,
at du ikke nogen sinde vil forlade mig i min stilhed,
for alene fortaber jeg min sjæl.

  (Johannes af Korset)

 

Skt. Thérèse af Jesusbarnet (Lisieux)

Født i Alençon 1873 .
Død i Lisieux 1897.
Kanoniseret 1925.
Udnævnt til kirkelærer 1997.
Festdag den 1. oktober.

Thérèse blev født den 2. januar 1873 i den nordfranske by Alençon som niende og sidste barn i familien Martin. Hendes far, Louis, var urmager og moderen, Zélie, fremstillede og solgte kniplinger.

Familien Martin blev – selv efter den tids målestok – udsat for usæd-vanligt mange tragiske begivenheder, som de næppe var kommet igennem uden den stærke tro, der prægede hjemmet. Således døde 4 af Thérèses søskende allerede inden hun kom til verden. Også Thérèse var ved at dø som spæd og overlevede kun ved i næsten et år at blive skilt fra sin familie og anbragt hos en amme i en nærliggende by.

Læs mere

 Knap 5 år gammel mistede Thérèse sin mor, der døde efter få måneders kamp mod en kræftsygdom. Hermed forandredes den lille Thérèses glade og lyse sind, og hun blev med ét stille, genert og overdrevent følsom. Moderens død fi k familien til at bryde op og fl ytte til Lisieux, hvor morbroderen boede med sin familie. Her lykkedes det for Louis Martin at opbygge en ny tilværelse for sig selv og sine 5 døtre.

Men den følsomme Thérèse har svært ved at falde til i skolen, og hun bliver syg af sorg, da hendes søster Pauline i 1882 beslutter sig for at indtræde i Karmel i Lisieux. Hun får feber, voldsom hovedpine og bevidsthedsforstyrrelser. Ingen kan stille noget op overfor denne sygdom, før Thérèse mirakuløst helbredes, da hun selv i yderste nød henvender sig til Jomfru Maria.

Hun lider dog efterfølgende fortsat af skyldfølelse og af en sygelig overfølsomhed, der får hende til at briste i gråd ved den mindste anledning. Igen bliver hun helbredt på underfuld måde efter midnatsmessen 4 år senere ved det hun selv kalder »julenåden«:

“Jeg følte kærligheden trænge ind i mit hjerte, trangen til at glemme mig selv for at glæde andre, og lige fra det øjeblik var jeg lykkelig!”

Thérèse træffer nu beslutning om at ville indtræde i Karmel så snart hun fylder 15 år. Denne beslutning støder på stor modstand, for snart sagt alle mener, at hun er alt for ung og alt for skrøbelig til det strenge klosterliv. Thérèse viser i denne situation for alvor sin ufattelige udholdenhed og beslutsomhed. Ingen forhindringer skal sætte en stopper for hendes drøm, og hun involverer endog selveste paven i sin kamp. Den bærer frugt den 9. april 1888 da hun indtræder i Karmeliterklostret i Lisieux. Hun er 15 år og tre måneder.

At hendes kald til Karmel er alt andet end en sværmerisk ungpigedrøm viser sig fra starten. Hun siger selv, at hun indtræder i Karmel uden illusioner. Hun forventer en ørken, og hun finder en ørken. Men ørkenen er jo netop det sted, hvor Gud helst åbenbarer sin kærlighed, sin trofasthed, sin omsorg (jf. 2 Mos 12ff.).

Thérèse elsker Gud, og hun er sikker på, at hun med sin kærlighed vil kæmpe sig frem til fuldkommenhed og hellighed. Og kamp bliver det fra starten: konstant tørke under bønnen, hendes elskede fars langvarige demenslidelse, hendes skrøbelige fysik, der gør vinteren i det uopvarmede kloster til en enorm prøvelse.

Som tiden i klostret går, bliver det klart for Thérèse, at hendes »erobringskrig« er håbløs. Hun forstår, at hun aldrig ved egen kraft vil kunne besvare Guds kærlighed. Hun forstår, at hendes svaghed ikke er forbigående, men konstitutionel, permanent. Hendes store opdagelse er, at al denne svaghed ikke er en ulempe i forholdet til Gud – tværtimod.

Guds kærlighed er barmhjertig – han har for altid tabt sit hjerte til de arme, de fattige, de små. Svagheden er derfor ikke kilde til modløshed, men er for Thérèse tværtimod kilde til håb under alle forhold. Thérèse viser, at svagheden kan blive ens største styrke (jf. 2 Kor 12,10).

Men det kræver, at man accepterer sin svaghed, at man tør vise den frem, at man konstant står med tomme hænder og blikket rettet mod Gud.

Natten til langfredag 1896 begynder den sidste etape af Thérèses kamp. Hun får sin første blodstyrtning som tegn på, at døden er forestående. Dette er i sig selv kun kilde til glæde for Thérèse, for døden er jo den endelige forening med Brudgommen, med Jesus. Døden er at træde ind i livet.

Men få dage senere indhylles hendes sjæl i tæt mørke, en trosnat, der skulle vare lige til døden 18 måneder senere. Der rejser sig en mur mellem Thérèse og den himmel hun så intenst længes efter. Hendes sidste måneder former sig som én lang fristelse: at døden for hende blot vil føre til intethedens endeløse nat, at hun ikke vil få Gud at se. Men Thérèse vil tro. Hun falder aldrig for fristelsen til at tvivle.

Jo tættere mørket bliver, jo mere indædt bekender hun sin tro ved at bede Jesus om hjælp og udføre troens gerninger. På sidste side i sin lille bog med de 4 evangelier skriver hun Trosbekendelsen med sit eget blod: Hendes forening med Kristus er nu så intens, at hun tager del i hans frelsebringende lidelse og lader sig omslutte af det mørke, der sænkede sig over hans sjæl på Golgatha (jf. Mk 15,34).

Denne trosnat giver Thérèses budskab universel karakter. Hun er ikke kun rejsefører og vejviser for alle de kristne, der allerede deler hendes længsel efter fællesskab med Gud. Også agnostikere og ateister vil finde lys hos Thérèse.

Hendes sidste lidelse er på en gang stedfortrædende, idet den kompenserer for verdens manglende tro, og eksemplarisk, fordi den giver mod til alle, der på den ene eller anden måde lider under vaklende tro eller er helt uden.

Thérèse dør hen på aftenen den 30. september 1897. Hun er 24 år gammel. Hermed træder hun ikke bare ind i livet, men også ind på en arbejdsplads, for Thérèse har for altid glemt sig selv og lever kun for andre, for Gud og for os. Som hun har levet sit liv i hengivelse og forbøn for verden, sådan vil hun tilbringe det indtil verdens ende:

Uddrag fra ”Selvbiografiske skrifter” af Thérèse af Jesusbarnet:

” I Kirkens hjerte skal jeg være kærligheden

 Under bønnen drev ønskerne mig til at gennemlide et virkeligt martyrium, og jeg åbnede Paulus’ breve for at søge et svar. Mit blik faldt på det første korinterbrevs tolvte og trettende kapitel. I det første læste jeg at ikke alle kan blive apostle, profeter, lærere osv., at Kirken er sammensat af forskellige lemmer og at øjet ikke på samme tid kan være en hånd…

Svaret var klart, men opfyldte ikke mine ønsker og gav mig ingen fred.

Uden at miste modet læste jeg videre og fandt lindring i denne betragtning: ”Stræb ivrigt efter de nådegaver, som er størst. Men nu vil jeg vise jer en yderligere vej, en overmåde herlig vej.” Og så forklarer apostlen at de største gaver intet er uden kærligheden, at kærligheden er den ypperste vej, som med sikkerhed leder til Gud.

Endelig havde jeg fundet ro. Da jeg betragtede Kirkens mystiske legeme, havde jeg ikke genkendt mig selv i nogen af de lemmer, som Paulus beskriver, eller rettere sagt, jeg ville genkende mig i dem alle… Kærligheden gav mig nøglen til min kaldelse. Jeg forstod, at hvis Kirken har et legeme, som består af forskellige lemmer, så kan den ikke mangle det ædleste og nødvendigste. Jeg forstod, at Kirken har et hjerte og at dette hjerte brænder af kærlighed. Jeg forstod, at kun kærligheden får Kirkens lemmer til at handle, at hvis kærligheden slukkede, ville apostlene ikke længere forkynde evangeliet og martyrerne nægte at udgyde deres blod…

Jeg forstod, at kærligheden indeslutter alle kaldelser, at kærligheden er alt, at den omfatter alle tider og alle steder, kort sagt, at den er evig!…

Da udbrød jeg i min overvældende glædesrus: O Jesus, min Kærlighed, endelig har jeg fundet mit kald, mit kald er Kærligheden!

Ja, jeg har fundet min plads i Kirken, og det er dig, min Gud, som har givet mig den: i min moder Kirkens hjerte skal jeg være kærligheden, og dermed bliver jeg alt… min drøm bliver virkelighed!”

 

Hellighed i ægteskab: Louis og Zélie Martin

Louis Martin og Zélie Guérin Martin var forældrene til den hellige Thérèse, men de er ikke blevet helgenkårede for at være forældre til en stor helgen, men for begge at havde levet eksemplarisk. Med deres eksempel viser de, at familien er ”et kommunikationssted”, hvor man lærer om ”skønheden i forholdet mellem mand og kvinde og mellem forældre og børn”.

Oprindeligt ønskede både Louis og Zélie at indtræde i en orden, men begge blev afvist. De mødtes herefter i 1858 og giftede sig. Efter i en periode at have levet i kyskhed besluttede de sig for at få børn, men kun fem af deres i alt ni børn nåede voksenalderen.

Alle fem piger blev ordenssøstre, fire uskoede karmelitere og én visitationssøster. Zélie Martin døde i 1877 af brystkræft. Familien flyttede derefter til Lisieux. Louis Martin blev i 1889 ramt af to slagtilfælde og døde i 1894. Begge blev saligkåret i 2008 på grund af deres forbilledlige moralske livsførelse og ægteskabelige liv.

Der tilskrives ægteparret Martin to mirakler på deres forbøn – ét, der førte til saligkåringen og ét, der førte til helgenkåringen, begge drejer sig om medicinsk uforklarlige helbredelser af nyfødte børn.

Zélie og Louis Martin blev helgenkåret den 18. oktober 2017 af pave Frans ved en ceremoni på Peterspladsen under overværelse af mere end 50.000 personer.

 

Jeg dør ikke,

jeg træder ind i Livet.

 

(Thérèse af Jesusbarnet)

 

Skt. Teresia Benedicta af Korset

Født i Breslau 1891.
Død i Auschwitz som offer for nazistenes jødeforfølgelser 1942.
Kanoniseret 1998.
Festdag den 9. august.

Edith Stein blev født i 1891 i Breslau, Tyskland, i en jødisk familie. Efter studentereksamen studerede hun psykologi med den tanke at blive lærer, men det der optog Edith Stein mest i studieårene var spørgsmålet om hvad der var sandheden.

Ved et besøg hos nogle venner fandt hun en bog i deres bibliotek, der vendte op og ned på hendes liv. Det var den hellige Teresa af Avilas selvbiografi. Hun tilbragte natten med at læse, og da det blev morgen, var hun klar over at hun havde fundet sandheden, troens sandhed.

Læs mere

Nytårsdag 1922 blev Edith Stein døbt og hun ønskede kun et: at træde ind i Karmel. Hendes åndelige vejleder frarådede det, og efter hans råd begyndte hun i stedet at underviser på et pigegymnasium. Hun gik op i sit arbejde og var meget søgt som vejleder. Hun tilbragte timer i bøn hver dag.

I den periode oversatte Edith Thomas af Aquins ”Quaestiones de veritate” til tysk. Da dette værk udkom, blev hun kendt i vide kredse og ofte indbudt til at holde forelæsninger på universiteterne i Tyskland og ved kongresser.

Hun sluttede arbejdet på gymnasiet og søgte en universitetsstilling, men på grund af hendes jødiske baggrund var det umuligt at få et arbejde. Antisemitismen var meget udbredt på det tidspunkt. I dybet af sin sjæl længtes hun stadig efter at indtræde i Karmel.

Endelig gav hendes skriftefader hende lov til at søge optagelse i Karmel i Køln. Det var den 14. oktober 1933. Hun var da 42 år, og der var gået 10 år siden Teresa af Avila havde åbnet hendes øjne for sandheden.

Den 21. april 1934 får Edith Stein ordensdragten, og hendes ordensnavn bliver: Teresia Benedicta af Korset.

I 1935 aflægger hun sine klosterløfter, og hendes overordnede opfordrer hende til at fortætte det videnskabelige arbejde. Resultatet foreligger i hendes store værk ”Endliches und Ewiges Sein”, som er blevet kaldt hendes trosbekendelse.

Sideløbende med sin forskning passer Teresa Benedicta sine bønstimer og det praktiske arbejde i klosteret. Det sidste kaldte hun ”en sand øvelse i ydmyghed”, for det var ikke det arbejde hun var bedst til!

Men antisemitismen tog til, og i 1938 var hendes blotte tilstedeværelse en fare for klosteret, og hun blev derfor forflyttet til et Karmelkloster i Echt i Holland. Der fik hun den opgave at skrive om Johannes af Korset. Hun kaldte sit værk ”Kreuzeswissenschaft”: Korsets videnskab.

Situationen blev mere og mere truende for jøderne, også i Holland, så Sr. Teresia Benedicta var klar over hvad der ventede hende. Hun var parat til at tage imod korset.

Den 2. august 1942 blev hun arresteret i klosteret og ført til en opsamlingslejr for jøder. Senere blev hun sendt til Auschwitz, hvor hun døde i gaskamrene.

Selvom det ikke er 100 % sikkert, regnes det for overvejende sandsynligt at hun blev sendt direkte i gaskammeret ved ankomst i Oswiecim (Auschwitz) den 9. august, og denne dato bliver regnet som hendes dødsdato.

 

 

Gud er Sandheden.

Den som søger sandheden,
søger Gud,
uanset om han er klar over det eller ej.

(Teresia Benedicta af Korset)

Skt. Maria Magdalene de Pazzi

Født i Florens 1566.
Død 1607.
Kanoniseret 1669.
Festdag den 25. maj.

Maria Magdalene eller Caterina, som var hendes dåbsnavn, fødtes i 1566 ind i en berømt, men også berygtet familie i Florens. I sine første år fik Caterina sin åndelige opdragelse af jesuitter, som også introducerede hende til deres meditationsform, og det var her frøet til den lidenskabelige kærlighed til den lidende Kristus, som fulgte hende hele livet igennem, blev lagt.

I 1574, som 8-årig, blev hun sendt til et kloster, hvor hun som 10-årig aflagde et løfte om evig kyskhed og jomfruelighed og dermed viede sig til Kristus som hans brud. To år senere fik Caterina sin første vision.

Læs mere

Da hun som 16-årig indtræder i kloster, er det imidlertid hverken i dette hendes barndoms kloster eller det fransiskanerkloster, som hun senere overflyttes til. Caterina vælger de skoede karmelitternonner i Santa Maria degli Angeli, fordi hun dér kan modtage Jesus i kommunionen oftere end i andre klostre. Her får hun klosternavnet Maria Magdalene.

Ikke længe efter sin indtræden kastes Maria Magdalene ud i svære lidelser, både til legeme, sjæl og ånd. Hun  rammes af en alvorlig sygdom, som gør at hun får lov at aflægge sine løfter før tiden. Samtidig oplever hun dæmoniske fristelser og angreb.

Disse prøvelser tager Maria Magdalene på sig som en delagtighed i Kristi lidelser og dermed som et kald til at lide stedfortrædende for menneskers frelse. Hendes forening med Kristus i hans lidelse fører også til, at hun stigmatiseres og bogstaveligt kommer til at bære Jesu sårmærker.

Samtidig med denne intense lidelse har Maria Magdalene mystiske erfaringer, hvor hun i lighed med Birgitta af Vadstena kaldes til at formidle et budskab om fornyelse til Kirken. Hun skriver således breve til præster, biskopper og til paven, men til forskel fra Den hellige Birgittas budskaber, bliver Maria Magdalenes breve inden for klostrets mure.

Visioner og ekstaser

Selvom Maria Magdalene måske ikke er så kendt, må hun sammen med Den hellige Teresa af Avila regnes for en af renæssancens betydeligste mystikere. Hendes visioner og ekstaser, som blev udgivet som et syvbindsværk i 1960´erne, består bl.a. af en samling visioner modtaget fra den 27. maj til den 4. juli 1584.

I den nævnte udgave udgives det første bind under titlen 40 dage, efter tidsrummet for deres modtagelse. To bind med titlen Dialoger indeholder visioner fra julen 1584 til den 4. juni året efter, som på anmodning af hendes medsøstre forklares af Maria Magdalene selv.

Et bind med titlen Åbenbaringer og viden indeholder visioner, som er modtaget inden for en ottedages periode begyndende den 8. juni 1585. I to bind under titlen Prøvelsestid beskrives nogle af Maria Magdalenes mest pinefulde oplevelser. Det syvende bind i denne udgivelse, som har fået titlen Åbenbaringer om Kirken, er en samling af tekster af forskellig karakter, bl.a. tolv brev skrevet af Maria Magdalene selv.

På nær bl.a. brevene i syvende bind og korte passager i 40 dage er teksterne ikke skrevet af Maria Magdalene selv, men af hendes medsøstre i klostret. Søstrenes arbejdsmetode ændredes efterhånden, som de fik erfaring med nedskrivningen. Fra starten nøjes de med en form for resume, hvor de kun citerede vigtige passager fra visionerne, men som tiden gik, erkendte de, at visionerne ikke egnede sig til blot at blive opsummeret, og de udviklede en metode til at citere visionerne i deres helhed.

En gruppe søstre samarbejdede om nedskrivningen på den måde, at hver enkelt søster kun nedskrev korte passager ad gangen, hvorefter den næste overtog. På den måde kunne de referere visionerne i deres helhed.

Faktisk var Maria Magdalene meget imod nedskrivningen, og en dag, hvor hun fandt nogle af nedskrivningerne, brændte hun dem. Efter strenge ordrer fra hendes skriftefar undlod hun dog fremover at modarbejde nedskrivningen og hjalp endda søstrene med redigeringen.

Grunden til Maria Magdalenes modstand mod, at hendes åndelige erfaringer under ekstaserne blev nedskrevet, var, at hendes visioner havde en særlig oral funktion, hvor hun oplevede, at Ordet kom til live i det talte ord, mens hun følte, at en nedskrivning var et forrædderi mod Ordet.

I 1590 befries Maria Magdalene efter at have fastet på vand og brød i halvtreds dage fra det åndelige og legemlige mørke, hun havde befundet sig i siden 1584, men hendes ekstaser fortsætter indtil år 1604.

Den forsmåede kærlighed

Mens Maria Magdalene er novice, falder hun i en ekstase, som er én lang tilbedelse og lovprisning af Kristus som Kærligheden, og hun råber: ”Kærlighed, du er hverken kendt eller elsket!” Denne lidelsesfulde ekstase danner grundtonen i hendes liv, og budskabet i den er et kald til os alle om at give vore liv som et kærlighedsoffer til ham, som er Kærligheden, og som er så forsmået i sin kærlighed.

Jesu forsmåede kærlighed kunne ind imellem næsten drive hende til vanvid, og smerten over, at man kan vende sig fra en så stor kærlighed, drev hende til at gøre ”vanvittige” ting. Engang ringede hun kraftigt med kirkeklokken, mens hun af alle kræfter råbte: ”Kom og elsk Kærligheden!”.

Til sine medsøstre i klostret siger hun: ”Elsk ham, elsk min Jesus, elsk ham, for ingen elsker ham!”, ja hun går så langt, at hun siger:

”O Kærlighed, udvirk at alle skabte må elske dig, Kærlighed. Men min Kærlighed, jeg ville foretrække, at du ikke elskes af nogen, fremfor at blive elsket så lidt, som du bliver.”

Kærlighed, Kærlighed, O Kærlighed, giv mig en så stærk røst, at jeg, når jeg påkalder dig, kan høres fra øst til vest og i alle dele af verden, selv i helvede, så alle må høre og elske dig, Kærlighed.”

Denne nidkærhed for, at Jesus må blive elsket, ses hos mange helgener. Dermed bliver den nidkære iver for, at Jesus må blive elsket et samvittighedsspejl, som kan sige os noget om, vort sande forhold til Gud.

Selvom Maria Magdalenes ekstase om den forsmåede Kærlighed er spækket med følelser og lidenskab, var hendes kærlighed ikke blot en følelses­rus, den var meget konkret og kom til udtryk i konkret omsorg for hendes medsøstre i klostret, hvor hun i perioder også havde titel af  henholdsvis novicemes­terinde og af subpriorinde.

Dæmoniske angreb og anfægtelser

I  Prøvelsestid får vi et indblik i, hvordan smerten over menneskets lunkne kærlighed til Jesus fører Maria Magdalene ind i et dybt mørke. En dag, hvor hun ser et billede af den tornekronede Kristus, falder hun i en ekstase, hvor hun ser dybet i sin egen synd, og hvordan hun har såret ham.

Denne scene er en klar parallel til Teresa af Avilas omvendelse, hvor hun ved synet af den martrede Kristus får styrke til at bryde med den halvhjertede efterfølgelse af ham, som hun i årevis har kæmpet imod. For Maria Magdalene betyder dette syn, at hun udbryder:

”Jeg ville ønske, at jeg kunne komme i helvede, hvis jeg på den måde kunne gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt mig mod dig”.

Og hendes bøn bliver på en måde opfyldt, blot i dette liv. Hun begynder at opleve voldsomme dæmoniske angreb og føler sig forkastet af Gud selv. Djævelen synes at angribe hende på alle måder. Han skubber hende ned af trapper, får hende på andre måder til at falde og holder hende vågen om natten.

Efter disse fysiske angreb er hun så udmattet, at hun ikke er i stand til at røre sig. Sjæleligt lider hun af depression og fortvivlelse, og hun fristes til at opgive de åndelige øvelser i klostret og forlade kirken under messen. Og oveni alt dette får djævelen hende til at tro, at hun ikke vil blive frelst, og at hun gennem de åndelige øvelser blot forarger Gud endnu mere.

Under messen den 22. Juli 1588 frister djævelen hende igen, men hun sejrer over fristelsen ved straks at gå til priorinden og bekende fristelsen for hende. Dette våben mod fristelserne bliver vejen til sejr og frihed for Maria Magdalene. Gennem ydmyg og åben bekendelse sejrer hun over den ondes hovmodige angreb.

Hendes lidelser er imidlertid ikke blot en renselse af hende selv og en soning for den syndighed, som fik hende til at ønske sig helvedes plager for at kunne  kompensere for den smerte, hun har påført Kristus ved sin synd. Hun lider også under den smerte, skabningen og djævelen selv påfører Gud.

Hendes øjne åbnes, så hun ser djævelen med sit fysiske øje, og med sine fysiske ører hører hun råbene, skrigene og forbandelserne mod den Gud, som hun elsker, og hendes kærlighed til Gud gør denne lidelse uudholdelig.

Maria Magdalenes død og kanonisation

I 1604 samtidig med ophøret af Maria Magdalenes ekstaser, bliver hun igen alvorligt syg, og hendes sygdom varer indtil hun dør i 1607, 41 år gammel.

Kun 19 år efter saligkåres hun, og i 1669 bliver hun helgenkåret.

 

Bøn burde være ydmyg,
inderlig, hengiven,
vedholdende og ledsaget af stor ærbødighed.

Man skal tænke, at man står i nærværet af en Gud og taler med en Herre,
foran hvem englene ryster
af ærefrygt og frygt.

(St Maria Magdalene de Pazzi)

Skt. Elisabeth af Treenigheden

Født i Avord 1880.
Død i Dijon 1906.
Kanoniseret 2016.
Festdag den 8. november.

Søndag 18. juli 1880 fødtes Marie-Elisabeth-Joséphine Catez som den første af to døtre. Søsteren, Marguerite kom til knap tre år senere, den 20. februar 1883. Deres far, Joseph Catez, var officer og døde, da Elisabeth var 6-7 år gammel. Moderen, Marie Rolland, var en følsom og from kvinde, som var højt elsket af datteren, hvilket kommer klart frem i hendes breve fra klostret. Begge forældre var forholdsvis gamle, da de fik Elisabeth, moderen var snart 34 år gammel, mens faderen allerede var 48 år.

Elisabeth var en viljestærk og bestemt lille pige, hvilket en episode fra hun var to år illustrerer. Hendes dukke Jeanette var blevet udlånt til at skulle være Jesusbarnet i krybben til en særlig messe. Men bedst som præsten skulle give velsignelsen råbte Elisabeth rasende: “Dumme præst, giv mig min Jeanette tilbage”. Da hun blev ældre talte hun om sin “forfærdelige karakter”. Men denne voldsomme karakter rummede også evnen til lidenskabelighed, helhjertethed, hengivelse og evnen til med tiden at glemme sig selv.

Læs mere

Allerede som ganske ung, før hendes førstekommunion, forstod Elisabeth ikke, hvordan man kunne give sit hjerte til nogen anden end Gud, og hun besluttede allerede dengang ikke at elske nogen anden end Gud og at leve kun for ham. Senere beretter hun om en oplevelse, hun havde, da hun var nogle år ældre:

“Jeg var næsten 14 år, da jeg en dag under taksigelsen følte en uimodståelig trang til at vælge ham som min eneste brudgom, og uden at tøve bandt jeg mig til ham i et jomfruløfte. Vi sagde ingenting til hinanden, men vi gav os til hinanden med en så stor kærlighed, at min tidligere beslutning om helt og holdent at være hans blev endnu mere definitiv”.

“Gør mig til en karmeliternonne i mit indre”

Næsten ved samme tid begyndte Elisabeth at føle en indre dragning mod klosterlivet og mod Karmel, men moderen satte sig imod. For nuet accepterede Elisabeth, at hun måtte leve som karmelit i verden. Under en retræte skriver hun:

“Da jeg ikke kan bryde med verden og leve i din ensomhed, så giv mig i det mindste hjertets ensomhed. Lad mig leve forenet med dig i mit indre, Herre! Intet skal få lov at tage min opmærksomhed fra dig, gør at mit liv bliver en stadig bøn! Er jeg med på sammenkomster og fester, så består min trøst i at samle mig i mit indre og blive delagtig i dit nærvær. […] Gør mig til en karmeliternonne i mit indre, thi dér kan jeg være det og vil jeg være det”.

Under samme retræte skriver hun:

“Jeg beder […], at jeg alene må kunne leve i mit indre, i den celle, som du byger i mit hjerte, i dette lille hjørne af mig selv, hvor jeg ser dig, hvor jeg fornemmer dig så tydeligt […]. Lad mig gå op i dig!”.

Netop denne opdagelse af “den indre celle” gør den senere karmeliternonnes budskab så vigtig også for de troende katolikker i verden, som længes efter et tættere fællesskab med Gud. Elisabeth siger selv om denne opdagelse:

“Vi bærer vores himmel indeni os […]. Det synes mig som jeg har fundet min himmel på jorden, eftersom himlen er Gud, og Gud bor i min sjæl. Den dag, da jeg forstod dette blev alt klart for mig, og jeg ville ønske, jeg kunne hviske denne hemmelighed til dem jeg elsker, så de også kan klynge sig fast til Gud gennem alt”.

I dag er Elisabeths ønske gået i opfyldelse langt udover, hvad hun nok havde tænkt på, da hun skrev dette. Nu hvisker hun budskabet til os, så vi kan lærer at leve i ensomhed og stilhed med Gud midt i al ydre og indre larm.

Klosterindtrædelse

Elisabeths budskab er imidlertid ikke blot til dem, der føler et kald til at leve i verden. Også for dem, der går med en længsel efter og et kald til klosterlivet, viser Elisabeth vejen til at leve dette klosterkald i nuet. Hun viser, at den bedste forberedelse til klosterlivet er at overgive sig til Guds vilje, rette sit blik mod Jesus og gå ind i sin indre celles ensomhed. Hendes opdagelse af denne celle og hendes træning i at leve dér, var jo netop for hende en forberedelse ikke til at skulle blive i verden, men til senere at skulle gå i kloster.

Som 21-årig får hun endelig sin mors tilladelse til at indtræde i Karmel, og netop fordi hun allerede har levet i fortrolighed med sin brudgom i den indre celle, kan hun nu udbryde:

“Jeg kaster mig i hans arme som et lille barn”.

Elisabeth af Treenigheden, som hun nu hedder, er lykkelig. Mens hun er postulat, skriver hun til sin mor:

“Om du kunne læse i min sjæl, om du kunne se det som kommer mig til del i Karmel, al lykke, dyb lykke, lykke, som kun Gud ved om! […] Om du bare for et øjeblik kunne se alt dette, skulle du ikke kunne andet end glæde dig, eftersom jeg behøvede dit “ja” for at kunne komme til denne lille vrå af himlen. Tak for at du sagde det så modigt, tak endnu engang”.

Men kort efter Elisabeths iklædning i 1902 kommer hun ind i en tid af åndelig mørke. Mens hun er i dette mørke skriver hun:

“En karmeliternonne er en sjæl, som har skuet den Korsfæstede, som har set ham frembære sig selv til sin Far som offer for sjælene. Når hun mediterer og betragter Kristi store kærlighed, så har hun forstået lidelsen i hans sjæl og vil give sig ud som ham”.

Hendes mørke er denne delagtighed med Kristus, og midt i dette mørke i novicetiden får hun hjælp fra sin erfaring af at leve kun i tro, som hun fik allerede, mens hun levede i verden. Allerede dengang skrev hun:

“Det er meget svært, efter tidligere at have erfaret ham så nær. Men troen siger mig, at han er der trods alt, og hvad skal de trøsterige følelser tjene til? De er jo ikke Ham. Og det er alene ham vi søger. Lad os da gå til ham gennem ren tro”.

Kristi brud

Den 11. januar 1903 oprinder så endelig den dag, hvor Elisabeth for altid vier sig til ham, hun allerede som barn havde lovet sig ud til. Til sin søster skriver hun, hvad dette betyder for hende:

“At være brud, hvad lader dette navn os ikke ane om at give og modtage kærlighed, om fortrolighed, om troskab, om absolut hengivelse! At være brud, det er at være udgivet, som han har udgivet sig selv. At være brud: det er at tilbringe hele livet hjerte-mod-hjerte. Det er at leve med … altid med. At være brud: det er at fæste sine øjne i hans, at fiksere sine tanker på ham, at have ladet ham lægge beslag på ens hjerte, at være helt erobret, at ligesom helt være gået ud af sig selv og gået over i ham, at have sin sjæl fuld af hans sjæl, fuld af hans bøn; det er at i hele sit væsen være blevet fængslet og givet bort”.

Gennem lidelse og død til Livet

Men at være viet til Kristus betyder også at være Den korsfæstedes brud, det betyder at dele alt med ham, som man elsker, og det betyder derfor også at blive forenet med Jesus i hans lidelse og død. Elisabeth beskriver denne længsel efter at blive som den elskede, også i lidelsen, på følgende måde: “Min drøm er at jeg, inden jeg dør, bliver forvandlet til den korsfæstede Jesus”, og det er netop, hvad der sker.

Efter at hun har levet i Karmel i blot fire år, bliver hun syg af en lidelse, som bogstaveligt tærer hende op indefra. Det var den såkaldte Addisons sygdom, hun led af, en sygdom, hvor man bl.a. får indvortes sår. Hendes læge sagde således om hendes tilstand, kort før hun døde: “Hun er intet andet end ét indvortes åbent sår”.

Men midt i denne forfærdelige lidelse kan hun sige:

“O Kærlighed, Kærlighed! Du ved, at jeg elsker dig og længes efter at kunne se dig! Du ved også, hvordan jeg lider. Alligevel er jeg rede til at leve endnu 30, 40 år, om du vil. Udtøm hele mit væsen for din æres skyld. Må det blive udgydt dråbe efter dråbe for din Kirke”.

I sin lidelse bliver Elisabeth på ny en lærermester for os i, hvordan vi kan leve i Guds nærvær. Hun siger:

“Jeg er mere overvældet af lykke end af smerte. Min mester har mindet mig om, at dette er min bolig, og at jeg ikke selv skal vælge min lidelse. Jeg kaster mig altså sammen med ham i den umættelige lidelse med megen frygt og angst […]. Han er her og holder mig ved selskab og hjælper mig at lide, lærer mig at overvinde min smerte for at kunne hvile i ham. Gør som jeg, så vil du se, hvordan alt bliver forvandlet”.

Med andre ord: vejen til hvile i forening med Jesus er den fulde overgivelse til Guds vilje i alt. Selv dér hvor længslen efter at se Gud og være hos ham i herligheden er det eneste ønske, man har tilbage, må man overgive også dette ønske til hans vilje, for at nå til foreningen med ham. Derfor er noget af det sidste Elisabeth siger, inden hun dør:

“Jeg finder ham på korset, det er dér han giver mig liv”.

Tidligt den 9. november 1906 går Elisabeth gennem døden til Livet. Hendes sidste ord er:

“Jeg går til Lyset, til Kærligheden, til Livet!”.

Elisabeth af Treenigheden blev saligkåret af pave Johannes Paul II den 25. november 1984 og kanoniseret som helgen af pave Frans den 16 October 2016.

 

Hvor lykkelig man er, når man lever i et inderligt forhold til Gud, når man finder Mesteren i dybet af sin sjæl. Da er man aldrig mere alene og man har brug for ensomhed for at glæde sig over denne tilbedte Gæstes nærvær.

(Elisabeth af Treenigheden)

Skt. Maria af den korsfæstede Jesus

Født i I’billin 1846.
Død 1878.
Kanoniseret 2015.
Festdag den 26. august.

Maria blev født den 5. januar 1846 i Palæstina. Hendes forældre var på det tidspunkt barnløse på trods af, at moderen havde født tolv sønner. Men de var alle døde som spæde, og nu havde forældrene besluttet at gå de 170 kilometer til Betlehem for at bede Jomfru Maria om en datter, som de ville opkalde efter hende. Maria var altså et svar på bøn. Allerede hendes ankomst til verden var et mirakel, og det viste sig, at hun hele sit liv skulle være et mirakelbarn.

Hun blev født af kristne arabiske forældre og fik to år efter en lillebror, som fik navnet Paul. Det så nu ud til, at familien endelig kunne leve lykkeligt med to levedygtige børn, men kort tid derefter kom døden igen på besøg, denne gang for at hente begge forældre. Maria og Paul var nu forældreløse og måtte endda skilles fra hinanden.

Læs mere

Paul blev adopteret af en tante i Tarshish, Maria af en onkel fra Abellin. De to søskende så aldrig hinanden igen. Senere, da Maria var otte år, flyttede familien til Ægypten i nærheden af Aleksandria, et opbrud, som tog hårdt på Maria, der havde elsket bjergene, blomsterne og fuglene i Galilæa. Som det var almindeligt for en arabisk pige i Palæstina dengang, kom Maria aldrig i skole og voksede derfor op uden at kunne læse og skrive – og med udsigten til at blive bortgift i en meget ung alder.

 

Marias vej blev imidlertid en anden. Jesus havde, siden Maria var lille, været hele hendes kærlighed, og da hendes adoptivforældre lovede hende bort til en onkel – adoptivmoderens bror – som boede i Cairo, kom det som et chok for Maria. Hun var da kun tretten år gammel og besluttede aldrig at give sig til nogen anden end sin korsfæstede brudgom, Jesus.

Allerede fra den dag, hun besluttede at vie sig til Kristus, erfarede hun lidt af, hvad det vil sige at have en korsfæstet brudgom. Familien reagerede i vrede på hendes beslutning om at forblive jomfru, og da hverken råb eller slag hjalp, sendte de bud efter hendes skriftefar, der nægtede hende absolution og kommunion, hvis hun ikke adlød sin familie. Efter flere måneders prøvelser i hjemmet flygtede Maria.

Opvakt fra døden

En muslimsk slægtning, som hjalp Maria med at flygte, gjorde alt for at overbevise hende om, at en religion, hvis tilhængere kunne mishandle hende sådan, ikke var værd at tilhøre. I stedet burde hun blive muslim, hvilket hun kategorisk afviste. Denne afvisning gjorde slægtningen så  rasende, at han slog Maria ihjel og kastede hende i en kloak.

Men Maria skulle alligevel ikke forlade denne verden. Res­ten af sit liv bar hun et ar på sin hals, som vidnede om det mirakel, som nu skulle ske; og senere, efter at hun var gået i kloster, berettede hun om sine oplevelser i dødsskyggens dal:

”Jeg befandt mig i himmelen. Jeg så Jomfru Maria, englene og helgenerne, som modtog mig hjerteligt, og jeg så også iblandt dem mine forældre. Jeg så Den hellige Treenigheds vidunderlige trone og Jesus Kristus i sin menneskelighed. Ingen sol, ingen lampe, men alt var klart og lyst. Da var der én, som sagde til mig: ”Det er sandt, at du er jomfru, men din bog er endnu ikke færdigskrevet.””

 

Maria beskriver dernæst, hvordan hun tilbage i legemet så en nonne eller sygeplejerske, som hun senere identificerede som Jomfru Maria, der plejede hende og  førte hende til franciskanernes kirke, Sankt Katharina, hvor hun opsøgte en skriftefar. Gennem franciskanerne fik Maria en plads hos en kristen familie for til sidst ad krogede veje at ende hos nogle mennesker i Frankrig.

Klosterliv og klosterstiftelse

I Frankrig begyndte endnu en kroget vej for Maria, vejen ind i klosterlivet. Efter at have opsøgt to klostre, som begge afviste hende, blev hun endelig i 1865 godtaget i et tredje kloster, hvor de allerede havde palæstinensiske novicer og derfor bedre kunne rumme en postulant, som ud over at være analfabet kun kunne tale arabisk.

Her levede Maria to år som postulant, men fik ikke lov til at fortsætte som novice, da nogle af søstrene ikke mente, at hun med sit ekstraordinære liv passede ind i en aktiv kongregation. Dette var et hårdt slag for Maria, som kun ønskede at leve for Gud. Men Guds omveje for hende syntes som altid at være uransagelige.

En søster fra det kloster, som ikke ville lade hende fortsætte som novice, havde søgt om tilladelse til at blive overflyttet til karmeliterne i Pau, og nu rejste Maria med hende og indtrådte således den 15. juni 1867 i Karmel.

Her blev hun, til hun i 1870 sammen med nogle af sine medsøstre blev sendt til Mangalore i Indien for at grundlægge et karmeliterkloster dér. Det blev også i Indien, at hun kom til at aflægge sin evige profes. I 1872 vendte Maria tilbage til Pau for igen i 1875 at forlade klostret for at grundlægge et karmeliterkloster i Bethlehem.

Når det overnaturlige bliver naturligt

Helt fra Maria var barn, levede hun i det overnaturlige og mirakuløse som noget helt naturligt. Amédée Brunot opregner i sin bog om  hende i alt ti ekstraordinære manifestationer i hendes liv, bl.a. ekstaser, stigmatisering, levitationer, profetier og bilokation. Jeg vil imidlertid opholde mig ved én af de tilsyneladende mindre spektakulære af de ti, nemlig en overnaturlig poetisk gave. I virkeligheden flettes de ekstraordinære gaver sammen. Således modtager Maria sine sange eller digte under ekstase.

Selvom Maria var helt ulærd, knapt kunne tale fransk og i hvert fald intet kendte til poetiske teknikker og teorier, har flere forskere været slået af digtenes høje poetiske kvalitet. Digtene har klare semitiske træk. Deres karakteristiske parallelismer leder tankerne hen på Salmernes bog, ligesom det billedrige sprog minder om det konkrete symbolsprog i Det gamle Testamente.

En jødisk konvertit, René Schwob var så slået af skønheden i Marias poesi, at han i forbindelse med helgenkåringsprocessen fremkom med ønsket om, at denne lille jævne pige skulle blive skytshelgen for de intellektuelle.

Ydmyghedens velsignelse

Men, hvad var denne højt benådedes hemmelighed? Især to ord synes at karakterisere hende: Ydmyghed og lydighed. Allerede som barn gentog Maria ofte følgende ord:

”Alt her på jorden forgår. Hvad er vi? Intet, støv, intethed, og Gud er så stor, så skøn, så værd at elske – og han er ikke elsket”.

Hun yndede at kalde mig selv ”det lille intet”: ”Først og fremmest så husk alle sammen én ting: det lille intet kan kun lykkes på intethedens vej”.

Mod slutningen af sit liv voksede Maria mere og mere ind i ydmygheden gennem at se sin synd og sit hovmod:

”Aldrig har jeg følt behovet for ydmyghed som nu. Jeg, støv, er intet andet end stolthed”.

Engang, hvor hun blev spurgt, hvem hendes familie var, tog hun noget støv op fra jorden og sagde:

”Det er min familie. Jeg er kun et intet; et støvfnug er mere end jeg: vinden løfter det op, jeg falder kun; så Guds hånd må bære mig”.

Og netop dette var hendes store lykke: når hun var et intet, måtte Gud blive hendes alt. Hun erfarede bogstaveligt, hvad Paulus mener, når han siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal. 2,20a). Derfor kunne hun også sige:

”Jeg håber på Gud mod alt håb. Min Gud, på trods af min svaghed og synd vil jeg altid håbe på dig. Selv hvis du kaster mig i helvede, vil jeg stadig håbe på dig. Jeg er intet, jeg kan intet gøre, men du kan gøre alt. Jeg håber på din guddommelige nåde. Jeg ved ikke, om jeg bliver frelst, men jeg håber, min Gud, at du vil frelse mig. Ja, jeg har det håb, at jeg skal se Gud”.

Lydig ind i døden

Tæt forbundet med ydmygheden er lydigheden, og Maria af Den korsfæstede Jesus udmærkede sig på en særlig måde, når det gjaldt lydigheden. Således stod lydigheden over alle miraklerne i hendes liv, og Moder Veronica præsenterede den nyligt afviste postulant for hendes nye priorinde i karmeliterklostret i Pau med ordene: ”Hun vil adlyde helt til et mirakel”.

Et eksempel på dette blev konstateret i Pau den 22. juni 1973, hvor novicemesterinden fandt sin lille novice i toppen af et træ uden nogen støtte, mens hun sang ”Kærlighed! Kærlighed”. To overnaturlige fænomener syntes da at være i funktion: levitation og ekstase. Men da novicemesterinden byder hendes at komme ned i lydighedens navn, kommer Maria straks ud af sin ekstase og lander uskadt på jorden.

For Maria betød lydigheden at gøre Guds vilje, hvad det end måtte koste, derfor kunne hun sige:

”Det er skønt at tænke på Jesus, det er skønt at elske Ham; men det skønneste er at gøre hans vilje”, ja, hun gik så langt, at hun sagde:

”Jeg vil hellere ende i helvede ved Guds vilje end i himmelen ved min egen vilje”.

Lydigheden var gået Maria så meget i blodet, at den fulgte hende ind i døden. Der fortælles således følgende om Maria, efter at hun var død: ”Da hendes legeme var blevet lagt i kisten, så vi hvordan hendes arme tre gange strakte sig ud til siden. Efter at priorinden hver gang havde lagt armene på plads igen, sagde hun til hende: ”Mit barn, i lydighedens navn, behold dine arme over kors, så vi kan lukke kisten”.

Og det kære barn, som havde været lydig indtil det mirakuløse, mens hun var i live, adlød igen efter sin død, og hendes arme forblev ubevægelige”.

Det var den 25. august 1878. Maria af Den korsfæstede Jesus var da 32 år.

 

 

Jeg vil hellere ende i helvede ved Guds vilje end i himmelen ved min egen vilje. 

(St Maria af den korsfæstede Jesus)

 

Skt. Teresa Margareta af Jesu hjerte

Født i Arezzo, 1747.
Død i Firenze 1770.
Kanoniseret 1934.
Festdag den 1. september.

Teresa Margareta Redi eller Teresa Margareta af Jesu Hjerte er nok ikke særlig kendt her i Danmark. Det er imidlertid en skam, da hun har noget vigtigt at lære os om en af de ting, som for mange af os kristne kan være svært, nemlig at leve det skjulte liv i Gud. Bag selv de frommeste handlinger ligger der oftest også et ønske om at blive set og anerkendt af mennesker.

Vi går måske dagligt til messe af længsel efter at modtage Jesus, men samtidig er det vigtigt for os, at andre ved om det, og vi føler os måske en lille smule bedre end de katolikker, som ikke kommer så ofte. Eller vi beder hver dag dele af eller alle tidebønnerne for derigennem at være en del af Kirkens bøn, men benytter samtidig enhver lejlighed til at fortælle andre, at vi gør det. Eller vi engagerer os aktivt i forskellige opgaver i Kirken, fordi vi ønsker at tjene Gud, men samtidig nyder vi den anerkendelse det give.

Læs mere

Jesus sagde: “Når I beder, må I ikke være som hyklerne, der ynder at stå og bede i synagoger og på gadehjørner for at vise sig for mennesker. Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt. 6,5).

Teresa Margaretha, som har festdag den 1. september lærer os noget om, hvordan vi kan leve dette skjulte liv i Gud.

Fortæl mig, hvem Gud er!

Anna Maria, som var hendes dåbsnavn, blev født den 15. juli 1747 i Arezzo som nummer to i en søskendeflok på tretten. Dagen efter, på festdagen for Vor Frue af Karmel, blev hun døbt. Især hendes far fik stor betydning for hende som hendes vejleder ind i livet med Gud. Længslen efter Gud fødtes meget tidligt i hende. Selv sagde hun: “Jesus ved, at jeg fra min tidlige barndom ikke har ønsket andet end at glæde ham”, og dette ønske prægede hende fra hun var helt lille. Tidligt spurgte hun om, hvem Gud er; og var ikke tilfreds, når man i stedet for at tale om hvem han er, talte om hvad han er. Hun ville ikke nøjes med at vide noget om Gud, hun ville kende ham. Dette kendskab søgte hun også i stilheden.

En af hendes brødre fortalte senere, hvordan han en dag greb hende i længe at sidde fuldstændig opslugt i Gud, så hun slet ikke så ham, selvom han satte sig for at iagttage hende, og han tænkte: “Hvor er hun god, hun ligner fuldstændig en lille madonna”.

Da Anna Maria var ni år forlod hun hjemmet for at begynde på benediktinernes klosterskole i Florence. Men selvom alle bemærkede hendes godhed og fromhed, var der nok ingen der for alvor lagde mærke til i hvor høj grad hun levede med Gud. Hun øvede sig nemlig allerede dengang i, at leve sit liv med Jesus i det skjulte, for at det hun gjorde kun måtte være for ham.

Hendes far fortæller, hvordan Anna Maria tidligt lærte “at fortjenesten af en god gerning bliver formindsket, når den bliver set af andre og gennem deres ros og anerkendelse giver os tilfredsstillelse eller i det mindste smigrer vores selvkærlighed og stolthed for meget; og derfor er det nødvendigt at være tilfreds med kun at have Gud”, og hun besluttede derfor at skjule sine naturlige gaver og sine gode handlinger for kammeraterne.

Kaldet til klosterliv

I september 1763, mens Anna Maria stadig gik på klosterskolen modtog hun et overnaturligt kald til at indtræde i Karmel. Pludselig hørte hun en indre stemme, der sagde til hende: “Jeg er Teresa af Jesus, og jeg ønsker dig blandt mine døtre”. Da Anna Maria blev bekymret over det, der skete, lød stemmen igen bekræftende: “Jeg er Teresa af Jesus, og jeg siger dig, at du snart skal være i mit kloster”.

Selvom dette kald fra da af fyldte hendes sind, talte hun ikke om det til nogen, og hun fortalte ikke nogen om den overnaturlige måde, hun havde modtaget sit kald på, selvom hun derigennem måske kunne have fået folk til at tro på hendes kald eller have opnået en hurtigere virkeliggørelsen af hendes hjertes længsel.

Den 1. september 1764 indtrådte Anna Maria så i karmeliterklosteret i Firenze, hvor hun fik navnet sr. Teresa Margareta af Jesu Hjerte. Hun havde fra sin far overtaget en kærlighed og andagt til Jesu hellige Hjerte. Vel inde bag Karmels murer kunne man tænke, at hun helt automatisk ville komme til at leve det skjulte liv, men sr. Teresa Margaretha vidste godt, at hun blot flyttede fra en større verden til en mindre med nøjagtig den samme fristelse til at ville ses – nu blot af hendes medsøstre. Så i klosteret uddybedes hendes bestræbelser på at skjule sig selv i Kristus.

Skjult i Jesu Hjerte i ørkenen

Indtil da havde der primært været tale om en ydre form for skjult liv, men nu fik dette liv en dybere, ja mystisk karakter. Det skjulte liv havde ikke længere karakter af en kamp mod fristelsen til hovmod, men det var blevet identisk med den mystiske forening med Gud. En kendt karmelit, br. Gabriel af Skt. Maria Magdalene betegner sr. Teresa Margaretha som “det skjulte livs helgen“. Selv udtrykker hun det på følgende måde:

“Min Gud, jeg begærer intet andet end at blive dit fuldkomne billede, og siden dit liv var et skjult liv i ydmygelser, kærlighed og ofre, så ønsker jeg også, at mit liv skal være sådant. Jeg ønsker fra nu af at lukke mig inde i dit elskende hjerte som i en ørken, så jeg må leve i dig og med dig og for dig i dette skjulte liv i kærlighed og offer”.

Ekkoet af denne kærlighed til det skjulte liv ses hos mange af Karmels helgener – f.eks. skriver Therese af Lisieux i et brev kort efter sin klosterindtrædelse: “Bed om, at din lille pige altid må forblive et ubemærket lille sandskorn, vel gemt for alles øjne, så kun Jesus kan se hende” – og de erfarede alle, at bestræbelsen på at leve skjult for verden i Gud førte dem ind i et intimt fællesskab med Gud i Jesu hjerte.

Den mørke nat

Mod slutningen af sit liv ledtes Teresa Margaretha ind i et åndeligt mørke, som tilsyneladende stod i stærk kontrast til en mystisk erfaring af Guds kærlighed, som kort forinden havde henført hende. Nu syntes det som om, at det var Gud, der skjulte sig for hende. Tidligere havde hun bedt om, at Gud måtte fratage hende al jordisk trøst, men nu gik hun ind i det totale mørke, hvor al himmelsk trøst blev taget fra hende. I dette mørke skriver Teresa Margaretha til sin skriftefar, fader Ildefonse:

“Jeg befinder mig i en totalt indre forladthed, og ser intet sted det mindste lysglimt. Bare tanken om at skulle koncentrerer mig om ting, der har med Gud at gøre, er en pine. Jeg befinder mig i det dybeste mørke, og i den tilstand frygter jeg meget at krænke vor Herre. […] Jeg føler dybt i mit hjerte, at Gud ønsker at have mig for sig selv, men jeg er døv overfor hans stemme, især når det gælder at praktisere dyderne, som jeg føler mig stærkt frastødt af”.

I denne tilstand frygtede hun for, at hun var blevet forstødt af Gud og spurgte i angst fader Ildefonse: “Fader, er min sjæl evigt fortabt?”. Men det paradoksale i hendes tilstand var, at hun elskede Gud uden at tro, hun gjorde det. Jo mere hun voksede i kærlighed til ham, jo mere længtes hun efter at elske ham betingelsesløst og uden grænser, men jo mere følte hun også, at hun slet ikke elskede ham; og denne følelse af, at hun ikke elskede blev en så forfærdelig pine for hende, netop fordi hun elskede så meget. Selv skriver hun:

“Jeg kan virkelig ikke forstå denne modsætning indeni i mig. Selv den mindste praktisering af dyderne frastøder mig, og alligevel er jeg tændt i brand af længsel efter at blive omdannet til Jesu Hjerte – at dø fra mig selv, så han kan leve i mig”.

Fader Ildefonse beskriver denne tilstand hos Teresa Margareta på følgende måde: “Hendes mest gennemtrængende lidelse var selve den guddommelige kærlighed, […]”. Dermed blev denne mørke nat også opfyldelsen af hendes længsel efter at leve det skjulte liv i Gud. Selve foreningen med Gud, forblev skjult for hende, for som fader Ildefonse fortsætter: “efterhånden, som [kærligheden] voksede, skjulte [den] sig [samtidig] for hendes sjæls øjne. […] Og efterhånden som hendes kærlighed voksede i det skjulte, voksede hendes længsel efter større kærlighed også, koblet med en følelse af den dybeste frustration og en overbevisning om, at hun helt havde svigtet Gud”.

Sygdom og død

Denne tilstand fortsatte resten af Teresa Margarethas liv. I marts 1770 blev hun så derudover alvorligt syg. Det begyndte med en koliklignende smerte, og lægen tilkaldtes. Han mente ikke i første omgang, at der er tale om noget alvorligt, men Teresa Margareta led forfærdeligt.

Midt i sin smerte beder hun:

“Min Jesus, jeg ofre det til dig […] Herre giv mig større tålmodighed, så jeg bliver i stand til at lide endnu mere”.

Allerede eftermiddagen efter, at smerten begyndte, forværres situationen, så skriftefaderen tilkaldes, og kort tid efter, den 7. marts, dør Teresa Margaretha, kun knap 24 år gammel. Hun saligkåres den 9. juni 1929 og helgenkåres den 19. marts 1934.

 

 

 

Min Gud, jeg begærer intet andet end at blive dit fuldkomne billede, og siden dit liv var et skjult liv i ydmygelser, kærlighed og ofre, så ønsker jeg også, at mit liv skal være sådant.

Jeg ønsker fra nu af at lukke mig inde i dit elskende hjerte som i en ørken, så jeg må leve i dig og med dig og for dig i dette skjulte liv i kærlighed og offer.

(Teresa Margareta af Jesu hjerte)

Skt. Raphael af Skt Josef

Født i Vilna 1835.
Død i Wadowice 1907.
Kanoniseret 1991.
Festdag den19. november.

Josef Kalinowski blev født den 1. september 1835 i byen Vilna, som tilhørte det daværende russiske Polen. I dag er byen hovedstad i Litauen.

Faderen Andrzej Kalinowski var matematikprofessor på et institut for adelige i Vilna. Moderen, Jozefa Polonska døde få uger efter, at hun havde født Josef, og han blev derefter passet af hendes søster Victoria, som senere giftede sig med hans far. Men Josef mistede også sin stedmor, som døde, da han var omkring 9 år gammel. Faderen giftede sig nu for tredje gang, denne gang med Sophia Puttkammer, som fik stor åndelig betydning for Josef.

Indtil sit 9. år blev Josef undervist hjemme, hvorefter han begyndte på samme skole, som faderen underviste i. Efter at have taget sin eksamen med glans som 17-årig, fortsatte Josef sine studier på institut for agronomi i Hory Horki i Hviderusland. Her studerede han jordbrug, zoologi, kemi og biavl, men flyttede senere, i 1853, til akademiet for militærteknik i Skt. Petersborg, hvor han i 1857 tog sin eksamen som løjtnant i ingeniørkorpset.

Læs mere

Under tiden i Skt. Petersborg gennemgik Josef en åndelig krise, hvor han ikke længere levede som praktiserende katolik, faktisk levede han i en ti-års periode fra han var 18 år uden at modtage kommunionen og gå til skrifte.

Fra 1858 arbejdede han som direktør for selskabet, der planlagde jernbanestrækningen Odessa-Kiew-Kursk, og i 1860 forflyttes han til garnisonen i Brest-Litousk, hvor han to år senere forfremmes til kaptajn ved generalstaben.

De landflygtiges og deporteredes værnehelgen

Efter, at et polsk oprør mod den russiske zar brød ud i januar 1863, søgte Josef som polak sin afsked fra den russiske hær. Kort efter blev han udnævnt til krigsminister for Vilna-regionen. Som betingelse for at sige ja til denne post, krævede han, at han skulle slippe for at afsige dødsdomme. Cirka et år senere dømtes han selv til døden, efter at være blevet overvåget og senere arresteret af russerne. Dommen omstøbtes dog til ti års straffearbejde i Sibirien. Samtidig mistede han sin adelstitel, sin ejendom og sine borgerrettigheder.

En tid inden Josef dømtes, var han vendt tilbage til sin katolske tro. Han havde bl.a. grundlagt en søndagsskole for unge i Brest-Litousk. Denne genfundne tro fik han brug for i de forestående trængselsår; en tid, som også førte til en åndelig renselse og modning, hvilket bevarede breve fra Sibirien-tiden vidner om. Den 23. oktober 1864 skrev han:

“Jeg er langt fra fuldkommen. […] Gud har gjort mig bevidst om min elendighed, og deri tror jeg min eneste styrke ligger”.

Et år senere, den 22. november, er det en anden side af sin magtesløshed, han beskriver med ordene:

“Bønnen er det eneste jeg har at give Gud, ja, jeg kan betragte den, som den eneste mulige offergave for mig. Det er mig forbudt at faste, jeg har ingen, jeg kan give almisser, jeg har ingen kræfter til at arbejde; det eneste jeg stadig kan er at bede og lide. Men aldrig har jeg haft større skatte, og jeg føler ingen længsel efter noget andet”.

Fangenskabet havde frataget ham alt, men samtidig havde han fået Alt – Gud selv. Han udtrykker det selv på følgende måde i et brev fra 1868:

“ – ens egen magtesløshed overfor de ydre omstændigheder gør viljen umyndig og underkaster den Gud på en så absolut måde, at ethvert øjeblik forvandles til en stadig overgivelse til Forsynet”.

I 1873 får Josef lov til at forlade Sibirien, hvor han fra 1868 havde haft mulighed for at arbejde i en katolsk menighed. Han måtte dog ikke flytte tilbage til sin hjemegn.

Netop p.g.a. denne periode af Josefs liv er han i dag værnehelgen for de landflygtige og deporterede.

Karmeliterbroderen Raphael af Skt. Josef

Da Josef endelig var fri, var hans eneste ønske at gå i kloster. Det kom imidlertid til at tage nogle år, inden ønsket blev til virkelighed. I 1875 flyttede Josef til Paris, hvor han blev ansat som lærer for fyrst August Czartoryski, der var søn af prins Ladislas Czartoryskias, lederen for polakker i eksil. August døde som ordenspræst i 1893 og blev i 2004 saligkåret af Pave Johannes Paul II.

Efter tre år forlod Josef Frankrig og rejste il Graz i Østrig. Her indtrådte han hos de uskoede karmeliter og tog navnet Raphael af Skt. Josef. Hans novicemester var så streng, at br. Raphael senere refererede til denne tid med ordene: “Jeg var i Sibirien, men det var ikke så ydmygende som noviciatet”.

Den 27. november 1878 aflagde han sine første løfter og begyndte sine studier i filosofi og teologi i Györ i Ungarn, hvor han også aflagde sine evige løfter. Efter endte studier rejste han tilbage til Polen, til det eneste kloster i landet, som stadig var åbent, og her præsteviedes han den 15. januar 1882. Han var da 47 år. Allerede samme år valgtes han til prior og to år efter til provinsialdefinitor. Indtil sin død varetog han forskellige tillidshverv for karmeliterordenen og var med til at grunde karmeliterklostre i Polen og dermed genopbygge karmeliterordenen i Polen.

Skriftefader og åndelig vejleder

Broder Raphael var også skriftefader for karmeliternonnerne i bl.a. Krakow, og hans ry som skriftefader og åndelig vejleder var kendt vidt omkring. Han kunne bruge timer i samtale med mennesker for at lede dem nærmere Gud, og hans iver og hengivelse i skriftestolen tog så meget på hans i forvejen svage helbred, at han blev kendt som “Skriftestolens martyr”. Hans vejledning var fyldt af omsorg og medlidenhed, men også nidkærhed for sjælenes omvendelse og helliggørelse.

En priorinde udtrykte det således: “Vores kære fader Raphael var en helgen. Naturgaver og nådegaver havde gjort ham til en perfekt vejleder for sjælene … Intet afskrækkede eller stod i vejen for ham, når det drejede sig om at hjælpe eller støtte en sjæl, som kom til ham, men når det drejede sig om ordensfolk tillod han ingen ufuldkommenhed. Jeg havde været uskoet karmeliternonne siden jeg var tyve år, men jeg kan i sandhed sige, at jeg måtte begynde mit noviciat på ny og ændre mit liv under fader Raphael”.

Men fader Raphael havde også omsorg for dem, som ikke var katolikker og førte flere til Kirken. Én af dem var hans svigerinde Helena, som var brændende calvinist. Da hun var bange for, at hendes svoger ville forsøge at omvende hende, havde hun ikke vist ham særlig stor venlighed. Fader Raphael på sin side talte ikke til hende om troen, til gengæld talte han des mere med Gud om hende og bragte ofre for hende.

Da Helena blev gift med Raphaels bror Gabriel, havde hun imidlertid skrevet under på at opdrage deres kommende børn i den katolske tro, og da de senere fik børn, underviste hun dem i katekismen. Dette og mødet med hendes mands og hans venners tro satte sine spor i hende, og en dag i august 1890, hvor fader Raphael sad og hørte skriftemål, kom Helena til ham i skriftestolen og udtrykte ønske om at konvertere og om at han skulle forestå undervisningen af hende. Fader Raphaels bønner og ofre var blevet hørt, og han kunne nu frit tale med hende om troen.

Guds Moder, Jomfru Maria

I sin barndom nåede den lille Josef at have tre jordiske mødre, hvor ikke mindst den tredje havde en vigtig rolle i at føre ham til Gud. Men langt mere end disse tre, fik Guds Moder denne rolle i hans liv. En gentagende vending hos fader Raphael var: “Alt gennem Maria”. I 1900 skrev Raphael en bøn til Jomfru Maria, som på en smuk måde udtrykker det forhold, han havde til hende:

 

 

“Hellige jomfru, uplettede Moder,

se med medynk på min tyngede sjæl,

som for evigt er viet til dig.

Bliv mit beskyttende skjold mod den ondes pile.

Stil stormene i min egen urolige ånd.

Indridst i mit hjerte din guddommelige Søns smerter,

gør mig sønderknust af ren kærlighed til Ham.

Vis mig bodens sande sti for min stadige utroskab.

Bered mig i min længsel efter Gud til døden.

Gør at jeg – den ringeste af alle dine tjenere –

uden tøven må indtræde i helgenernes rige

og til dommen.

Bevar mig fra denne verdens snarer.

Fjern min frygt for fortabelsen,

og led mig i din nåde – så svag jeg er – ind til den evige hvile i Gud.”

 

 

Død og helgenkåring

Fader Raphael havde aldrig været fysisk stærk og den 15. november 1907 dør han af tuberkulose efter lang tids alvorlig sygdom. Han var endelig Hjemme! Mens han stadig levede havde han talt om himlen med stor glæde. Til søstrene i de forskellige karmeliterklostre understregede han gang på gang: “Se mod himlen, hvor dit sande hjem er, ikke mod jordiske ting”, og allerede i 1867, mens han var i eksil i Sibirien, skrev han:

 “I mine tanker er jeg så hensunket i det fædreland, som er bagom denne verden, at jeg simpelthen er bange for muligheden for at blive lykkelig i dette liv”.

Raphael dør i sit kloster i Wadowice. Det er i den samme by Karol Wojtyla fødes tretten år senere, ham der senere som pave Johannes Paul II både salig- og helgenkårer Raphael af Skt. Josef. Saligkåringsprocessen blev åbnet i 1952, og den 11. oktober 1980 fik han titlen Venerabilis, ærværdig.

Den 22. juni 1983 saligkåredes han i Krakow af Johannes Paul II under én af hans besøg i Polen. I den anledning sagde han: “Fra min ungdom, næsten fra min fødsel, levede jeg nær ved og besøgte det karmeliternes kloster, som blev bygget af denne salige mand”. Fader Raphaels liv havde inspireret den unge Karol i en grad, så han havde ønsket selv at blive karmelit. Nu blev han i stedet den pave, der først saligkårede og senere den 10. juli 1991 helgenkårede den første uskoede karmeliterbror siden Johannes af Korset blev helgenkåret i 1726.

 

Bønnen er det eneste jeg har at give Gud, ja, jeg kan betragte den, som den eneste mulige offergave for mig. Det er mig forbudt at faste, jeg har ingen, jeg kan give almisser, jeg har ingen kræfter til at arbejde; det eneste jeg stadig kan er at bede og lide. Men aldrig har jeg haft større skatte, og jeg føler ingen længsel efter noget andet.

(Raphael af Skt Josef)

 

Sal. Maria Candida af Eukaristien

Født i Catanzaro 1884.
Død i Ragusa 1949.
Saligkåret 2004.
Festdag den 14. juni.

Maria Barba blev født den 16. januar 1884 i Catanzaro i Italien. Familien hørte dog egentlig til i Palermo på Sicilien, men netop på den tid, hvor Maria blev født, arbejdede hendes far, som var dommer, i Catanzano. Da hun var to år flyttede familien tilbage til Palermo, og det var dér hun voksede op. Hun var den tiende i en søskendeflok på tolv og levede i sit barndomshjem i en atmosfære af stor åndelighed og tro.

Alligevel mødte den unge Maria alvorlig modstand, da hun ved 15-årsalderen begyndte at blive draget mod klosterlivet. Ja faktisk skulle der gå hele tyve år, inden hun endelig kunne følge sit hjertes længsel.

Læs mere

Alligevel mødte den unge Maria alvorlig modstand, da hun ved 15-årsalderen begyndte at blive draget mod klosterlivet. Ja faktisk skulle der gå hele tyve år, inden hun endelig kunne følge sit hjertes længsel.

Først var det forældrene, der satte sig imod og krævede, at hun ventede til efter deres død. Men ved 18-årsalderen aflagde hun et privat jomfruløfte for på den måde, at knytte sig til Kristus, og gennem alle årene svigtede hun på intet tidspunkt det klosterkald, hun havde fået. Hendes far døde i 1904 og moderen i 1914, men ikke engang deres bortgang åbnede vejen for Maria ind i klosterlivet. Nu satte hendes søskende sig også imod, og det blev først den 15. september 1919, fem år efter moderens død, at Maria endelig kunne gå i kloster. Hun valgte de uskoede karmelitere i Ragusa. Hendes søskende blev imidlertid så rasende over, at hun gik imod deres ønske, at de nægtede nogensinde at se hende igen.

I april 1920 blev hun iklædt og her fik hun navnet Maria Candida af Eukaristen, et navn som skulle blive betegnende for hendes spiritualitet, og i 1924 aflagde hun sine evige løfter. Cirka et halvt år efter, stadig i 1924 blev hun valgt som priorinde. Kun afbrudt af en periode fra 1930 til 1933, hvor hun var novicemesterinde, var hun priorinde indtil 1947. I Maria Candidas tid som priorinde modtog klosteret adskillige nye kald, og hun var også med til at stifte et nyt kloster i Syracusa.

Kærlighed til eukaristien

I år 1933 begyndte søster Maria Candida at skrive på et værk under titlen “Eukaristien“, men hendes kærlighed til eukaristien begyndte meget før, mens hun endnu kun var et barn. Hun fortæller således, hvordan hun allerede før sin førstekommunion havde en dyb længsel efter at modtage kommunionen:

“Da jeg stadig var et barn og før jeg var gammel nok til at modtage Jesus i kommunionen, plejede jeg at skynde mig ud til hoveddøren for at møde min mor, når hun kom hjem fra messen. Dér stod jeg på tåspidserne for at nå op til hende, mens jeg råbte: “Jeg vil også have Jesus!”. Min mor plejede så at bøje sig ned til mig og ånde blidt på mine læber. Straks forlod jeg hende og lagde mine arme over kors på mit bryst og sprang af glæde, mens jeg blev ved at gentage: “Jeg har også modtaget Gud! Jeg har også modtaget Gud”.

Det var en stor dag, da hun som tiårig endelig for første gang kunne modtage kommunionen, og fra den dag var det en stor pine for hende, hver gang hun ikke havde mulighed for at deltage i messen og modtage kommunionen. Denne barnets intuitive forståelse af storheden i eukaristien uddybes med årene. Da hun indtrådte i Karmel sagde hun, at hun ønskede “at være sammen Jesus i eukaristien så længe, som det var muligt”, og hun benyttede enhver anledning til at forlænge tiden for tilbedelse. F.eks. forblev hun hos Jesus i tabernaklet hver torsdag efter, at de andre søstre var gået i seng og indtil midnat.

Hun gjorde Johannes af Korsets ord: “Mine er himlene og min er jorden; mine er folkene, de retfærdige er mine og mine synderne; englene er mine og Guds Moder, alle skabte ting tilhører mig” til sine egne ved at inddrage dem i eukaristiens sammenhæng på følgende måde:

“Når jeg ser på tabernaklet siger jeg: “I ham har jeg alt! Al landskabets, havets, dalenes, himlenes skønhed og al skyggens friskhed. Han er min sol”.

Hun havde med Johannes af Korset og alle helgener forstået, at man ikke ved at forlade alt mister noget. I stedet får man det alt sammen tilbage i dets fylde, fordi alt får sin værdi i Kristus. Derfor skrev hun også:

“Gennem at give dig Jesus kan Gud ikke, selvom han er almægtig, give dig mere. […] En eneste kommunion skulle være nok til at optænde os med kærlighed og taknemlighed i resten af vores liv. […] Lykkelig den grav, der modtog den døde Jesus, men endnu mere lykkelig er du, som modtager ham levende”.

Dette er eukaristiens virkelighed, som vi så langt fra formår at rumme. Hvor ofte går vi ikke til kommunion uden at fornemme denne storhed. Men virkeligheden er lige virkelig, hvad enten vi føler den eller ikke. Moder Maria Candida udtrykker dette med ordene:

“Læg hele din viljes glød i dine kommunioner. Det spiller ingen rolle, om du føler noget – men længes efter din Jesus. Efter kommunionen, så omgås med ham med et hjerte som Marias og glem ikke hans store gave i løbet af dagen”.

Men selvom eukaristiens storhed ikke afhænger af vore følelser, må vore ofte ufølsomme hjerter mane os til selvransagelse, for som hun også siger:

“Hvordan kan vi modtage Jesus hver dag, tilbringe mange timer sammen med ham og ikke afsky alt det i os som ikke stemmer overens med ham”.

Dette er tydeligvis skrevet til hendes medsøstre, hvis hele dag er fyldt af bøn, men når en eneste kommunion er nok til at fylde os med taknemlighed og kærlighed for altid, kan vi alle roligt stille os selv det samme spørgsmål.

“Kun den ydmyge vil blive ophøjet til hellighed”

Moder Maria Candida opfordrer os da også til selvransagelse: “Den som ikke ransager sig selv er som en ubrugelig mark”. Men hvad er så ifølge hende formålet med samvittighedsransagelsen? Hun siger det således:

“Vær ydmyg af hjertet! Vær ydmyg af hjertet! Vær ydmyg af hjertet! Med den store, hellige Augustin vil jeg gentage det tre gange og til og med uophørligt. Ydmyg dig selv i dit indre så meget du kan; du vil aldrig blive færdig. […] Lad dine tanker være ydmyge, dine ord, din væremåde og dine handlinger; og elsk ydmyge ting”.

Moder Maria Candida anså nemlig ydmygheden som den dyd, der med sikkerhed fører os til hellighed:

“Sjælen vinder mere på at øve sig i ydmyghed end i at øve sig i de andre dyder. Men dette skal ikke gøres med ord, men skal vise sig i gerninger og endnu mere i at bære ydmygelser. […] Bare den ydmyge bliver ophøjet til hellighed”.

Hellighed består jo i at være helt til Guds disposition, og så længe vi er fyldt af os selv, fyldt af hovmod og selvglæde, er vi ikke frie til at leve helt for Gud. Vort ego står i vejen for foreningen med Gud, og når vi stadig tror, at vi selv kan, giver vi ikke Gud frie hænder til at gøre og være alt i os. Når vi imidlertid i Guds lys ser os selv, som vi er, bliver vi endelig frie – vi bliver ydmyge og i ydmygheden hellige. Alt dette siger Moder Maria Candida på følgende måde:

“Gud kan kun gøre store ting for den ydmyge. […] Den ydmyge formår alt, fordi han er afhængig af Gud og stoler på ham. […] Den ydmyge sjæl er en vase, som Gud fylder med sin himmelske nåde”.

Et liv i bøn

Som karmeliternonne var Moder Maria Candidas liv helt centreret omkring bøn. Foruden at bede tidebønnerne har karmeliterne afsat to timer dagligt til indre bøn. Dertil kommer, at de med deres tilbagetrukne, strengt klausurerede liv forsøger at skabe det bedst tænkelige miljø for et liv i bøn. Som priorinde indprentede Moder Maria Candida bønnens betydning i sine døtres liv:

“Bøn er fysionomien, sjælen i det karmelitiske liv, en karmelit uden bøn er utænkelig […]. En af de største sorger for en karmeliternonne som ser tilbage på sit klosterliv er at have bedt ilde og ikke været en bønnens sjæl”.

Men hvad er så en bønnens sjæl for hende? Tre ord kan sammenfatte, hvad der for Maria Candida er forudsætningen for at nå ind i bønnens rum: Kærligheden, ensomheden og stilheden:

“I ensomheden bliver sjælen fyldt af ham og taler med ham. Er det ikke nok for dig at tale med Jesus? Lev fredfyldt ved hans fødder og i hans nærvær og tag imod, hvad han end giver dig […]. I ensomheden har jeg taget imod den største nåde. Ensomheden drager mig så meget, fordi jeg håber at finde Jesus der […]. Lev derfor med Jesus, nær dig selv med Kærligheden og giv ham kærlighed […]. Lad alt i os være bøn, så at Jesus må blive kendt, elsket og æret, især i hans kærligheds sakramente”.

Teresa af Avila sagde, at bøn er venskab med Gud, Maria Candida siger noget af det samme, når hun taler om bønnen som det “at leve under Guds blik”. Så enkelt er det at være en bønnens sjæl.

 En helgens død

Efter et langt liv som priorinde for sine søstre opdager man i 1947, at Moder Maria Candida har fået leverkræft. De sidste måneder af hendes liv bliver fyldt med mange smerter, og hun dør to år efter, den 12. juni 1949, festdagen for Den hellige Treenighed. Hun er da 65 år gammel. Den nat hun døde blev én af hendes medsøstre spontant helbredt for en voldsom eksem, som lægerne havde erklæret for uhelbredelig. Pave Johannes Paul II saligkårede Moder Maria Candida den 21. marts 2004.

 

Vær glad, og du vil lettere blive hellig!

 

Hvis du vil behage Maria og få hende til at smile, lad hende da se Jesus i dig.

 

(Maria Candida af Eukaristien)

 

Marie-Antoinette de Geuser

Født i Le Havre1889.
Død i le Havre 1918.

Næsten samtidig med de to franske karmeliterhelgener Therese af Lisieux og Elisabeth af Treenigheden levede der – også i Frankrig – en tredje kvinde, der var inspireret af den karmelitiske spiritualitet. Marie-Antoinette de Geuser (1889-1918), som hun hedder, blev med sit skrøbelige helbred aldrig selv karmeliternonne, men gennem hendes liv og de breve, der er bevarede, fra hendes hånd, får man et enestående indblik i Guds renselse og fuldkommengørelse af et menneske.

Gennem Marie-Antoinettes liv bliver karmelitermystikeren Johannes af Korsets lære om de mørke nætter og disses mål, den mystiske forening med Gud, anskueliggjorte på en meget konkret måde. Hendes evne til at sætte ord på sin åndelige udvikling er bemærkelsesværdig og kan være til stor hjælp for enhver, der på sin egen personlige måde erfarer Guds virken i sit liv.

Læs mere

Fra lidelse til kærlighed

Allerede tidligt oplevede Marie-Antoinette megen lidelse. Som barn var hun genert og nervøs, og fysisk var hun ikke stærk. Som otteårig fik hun leddegigt, og hun havde problemer både med at sove og spise. Dette kan måske forklare noget af den overdrevne dragning mod lidelsen, der kendetegnede Marie-Antoinette i den første del af hendes liv. En anden del af forklaringen kan nok findes i den tid og det åndelige miljø, som hun levede i, hvor en usund fokusering på lidelsen ikke var unormal. En del af hendes åndelige modning bestod derfor i at få denne kærlighed til lidelsen ind i et sundere og mere balanceret leje. Hun beskriver selv, hvordan Gud viser hende, at hun gennem sin fokus på lidelsen er blevet bundet til den:

“Med et blik fuld af kærlighed og barmhjertighed talte han disse ord til mig: “Hvordan kan man anvende et så lidt lydhørt redskab?” Jeg indså klart, at det var mig, som var dette redskab, og at manglen på lydhørhed lå i min overdrevne bundethed til lidelsen […]. Han bebrejdede mig, at jeg troede, at jeg altid skulle lide på denne måde; fordi jeg havde glemt, at hans åg var mildt og let; fordi jeg ikke troede tilstrækkelig på Kærligheden, og fordi jeg i alt for høj grad anså ham for at være en streng herre […]. Det forholdt sig virkelig sådan, at jeg søgte korset i alt for høj grad […]. Det er kun Gud, jeg må binde mig til”.

Men der er også en anden dimension i hendes bundethed til lidelsen, som hun efterhånden forstår, at Gud ønsker at løse hende fra. Når man i for høj grad fokuserer på én ting, som i sig selv kan være god, levner man dermed også mindre plads til andre vigtige ting og giver ikke Gud frihed til at give én af hele sin fylde. Marie-Antoinette siger det på følgende måde:

“Gud fordrede af mig, at jeg ikke længere skulle søge lidelsen eller det som var bedst, jeg skulle bare overgive mig helt og holdent til Kærligheden, uden at værdige mig selv et eneste blik […]. Jeg forstod, at foreningen med den korsfæstede Jesus ikke er den eneste vej, som leder til foreningen i Treenigheden, men at Kærlighedens Ånd var nærværende, og gennem ham blev jeg omdannet i Treenigheden selv”.

Men denne udvikling bort fra en usund fokusering på lidelsen, betød på ingen måde, at Marie-Antoinette fra nu af mistede sin længsel efter lidelsen, men målet og motivationen for at lide fik hele sin vægt i kærligheden til Kristus og i foreningen med hans offer. Derfor kan hun også efter, at Gud har vist hende alt dette, skrive:

“Intet her på jorden kan være mere lyksalig for mig end at dø for ham. Han åbenbarer for mig, hvor dyb hans offers mysterium er, og lader mig forstå, at han vil, at jeg skal blive ét med det. Stillet overfor dette Kærlighedens mysterium – “Jesus – Frelseren ofret for os” og “jeg ofret for Ham” i et og samme offer – vil jeg forblive tilintetgjort i Kærligheden for altid, tryllebundet som jeg er af lyset og fordybet i min tilbedelse. At være forenet med Jesus i hans frelses værk er alt jeg drømmer om”.

 

Gud gør alt

Kernen i Marie-Antoinettes frigørelse fra sin bundethed til lidelsen består i en større og større overgivelse til Guds vilje og forståelse af sit eget intet og af den store betydning af at lade Gud gøre alt. Fører Gud os gennem lidelsen, kan den blive til velsignelse for os, men søger vi den på en usund måde selv, forsvinder velsignelsen, fordi vi ikke længere er fuldt ud overgivet til hans vilje. Men denne totale døen fra selvet og ens egen vilje, denne bliven et intet, er langt mere smertefuld for egoet end selv den største selvpåførte lidelse, ikke blot fordi det er svært for os at give slip på os selv i fuld lydighed mod Guds vilje, men også, som Marie-Antoinette erkender, fordi vor kærlighed til ham netop længes efter at have noget at give ham:

“Der eksisterer en slags fattigdom […] som Gud lader mig praktisere allerede nu. Det er den sande fattigdom, den som betyder, at man er berøvet alt og ikke har noget at give Gud. Den største vederkvægelse man har, når man elsker, er at kunne bevise det ved at give sig selv, men det formår jeg ikke, eftersom jeg er et intet. Det er ikke bare sådan, at jeg ingenting har, jeg er helt enkelt intet. Det er som om min sjæl er fuld af ild, jeg tror, det er Kærligheden. Og denne ild vil have noget at brænde op, den vil sprede sig, men jeg synes ikke jeg har noget, som kan brænde. Det er en tortur, som er umulig at beskrive, sommetider er det som om jeg skulle dø. Det eneste jeg formår er at overgive mig uden forbehold og lade mig fortæres helt til enden, uden at forsøge at forstå eller vide, om jeg bliver accepteret. Jeg tror ikke jeg skal gøre andet end at acceptere alt i fred, glæde og kærlighed, og når den brændende ild har fortæret alt, kommer Jesus selv og sætter sig i mit sted og giver den hellige Treenighed al den herlighed, taksigelse og kærlighed, som jeg så gerne vil give ham”.

Med andre ord er den fattigdom og intethed, som vi kæmper imod, i virkeligheden vejen til ægte rigdom og storhed, fordi den, som lever i en sådan total overgivelse ikke længere er begrænset af sine egne sparsomme resurser, men lever i og af Guds uendelighed og grænseløshed. Man behøver ikke nøjes med at elske Gud med sin egen menneskelige, begrænsede kærlighed; men man kan elske ham med hans egen guddommelige, grænseløse kærlighed. Derfor skriver Marie-Antoinette også om denne opdagelse:

“Siden jeg helt har tilpasset mig til Gud alene kan jeg bare følge direkte med og så at sige leve af hans handlen ved at vedblive at være helt tilintetgjort for at kunne give ham fuld frihed […]. Jeg tror, at om man af egen kraft ophøjer sig, støder man hurtig på en grænse pga. ens egne kræfter, og om man opnår hellighed på denne måde, vil det aldrig være andet end en personlig og begrænset hellighed. Hvis man derimod stiger ned i sin egen elendighed ved at gøre sig til intet, så tror jeg, at man ved “jegets” yderste grænse falder i hans favn, og det er, hvad der er den sande hellighed, hans egen”.

Men netop det, som Marie-Antoinette har lært om lidelsen, gør, at hun nu heller ikke fæstner sig ved dette sit eget intet: “Jeg ser ikke længere på mit intet, på min urenhed, jeg vil glemme alt for at miste mig selv i Gud alene”.

 

Da elastikken sprang

Tydeligvis har vejen til den fulde overgivelse til Guds vilje og til foreningen med ham været en lang proces, hvor Marie-Antoinette først kun glimtvis har forstået og kunnet leve i og af Gud, men efterhånden mere og mere. Disse glimt kan ind imellem virke frustrerende, fordi man ikke kan fastholde dem. Det som det ene øjeblik er en åbenbar indsigt, er det næste øjeblik omsluttet af mørke. Men selve det frustrerende ved ikke at kunne forblive i Gud er en stor nåde, fordi det langsomt lærer os, at alt beror på Gud. Helliggørelsesprocessen består ikke så meget i at gøre noget, som i at blive stadig mere åben, så Gud kan gøre det i os:

“Jeg har ingenting gjort, men jeg tror også, at det er hans vilje, at jeg helt enkelt skal lade mig gøre”,

siger Marie-Antoinette. Vægten tages mere og mere fra Marie-Antoinette og lægges på Gud:

“Min stræben er ikke længere at træde ud af mig selv for at gå til Gud, men bare at forblive i ham. Jeg må snarere åbne mig mod himlen, end lukke af mod jorden. Jeg må fæstne blikket på ham mere end at anstrenge mig for ikke at se det skabte. I stedet for at glemme mig selv, skal jeg nu kun tænke på ham. I stedet for at ofre og fornægte mig selv, skal jeg nu bare se på ham og give ham hele pladsen. Jeg tror ikke længere jeg behøver at stræbe efter forvandlingen, men bare gøre den mere og mere strålende. Jeg tror, jeg skal betragte ham uden ophør, og det er ved at se på ham, at værket fuldendes”.

Derfor kan hun da også en dag skrive:

“Det ser for mig ud til, at jeg indtil nu har været lukket inde i mig selv, og når nåden fik mig ud af mig selv for at føre mig op til de højere regioner, var der altid en elastik, som trak mig tilbage til mørket. Men denne gang sprang elastikken, og jeg forblev i ham. Gud alene er mit Alt. Jeg ønsker intet andet og al min lykke er at omgås med de tre guddommelige personer, at tage del i den evige samtale, som foregår i Helligånden i kærlighedens enhed”.

 

I Treenighedens skød

Disse sidste ord er karakteristisk for Marie-Antoinette, hvis mystik på en hel særlig måde er trinitarisk. Hun beskriver gang på gang, hvordan hendes åndelige udvikling består i mere og mere at blive optaget i Treenighedens samspil, eller som hun skriver:

“Mit liv henrinder til stadighed i den lyksalige Treenigheds skød […]. Denne Faderens, Sønnens og Helligåndens uudsigelige forening henfører mig mere og mere, ja den indtager mig helt og holdent. Efter at være druknet i Kærligheden bliver jeg forvandlet i Kristus og dér får jeg lov at leve under Faderens blik. I dette møde, ansigt til ansigt, lærer jeg at kende og elske ham stadig mere. Alt hvad jeg er indrettes mod ham og forbliver i ham. Denne de guddommelige personers udelelige enhed gør, at jeg finder mit alt i Kristus. Det er i ham, at hans Ånd forener mig med Faderen”.

Det er bemærkelsesværdigt, hvordan denne unge ulærde kvinde formår at sætte ord på en af kristendommens største mysterier. Hun skriver:

“I Treenighedens skød bliver det tydeligt at alle Guds mysterier er forbundet med hinanden gennem et uudsigeligt bånd, selvom de er fuldstændig forskellige fra hinanden. Det er enhed uden sammenblanding og mangefold uden adskillelse”.

Men lige så bemærkelsesværdigt er det, hvordan hun selv lever i og af dette mysterium, derfor fortsætter hun da også med at skrive:

“Sjælen som betragter dette med et eneste blik lever også at det gennem en eneste akt […]. Den sjæl som lever i Helligånden, af Kristi liv og i Faderens skød bliver mere og mere bevidst om hvor uudsigelig og samtidig virkelig hendes Gud er”.

 

 

O hvor man er lykkelig, når man har indset i hvor høj grad Gud alene er alt!

(Marie-Antoinette de Geuser)