En tekst af Jesper Fick, op.

“Gud er det værd”, det er det, munken eller nonnen vil sige med sit liv.

Der er sagt meget – også meget vrøvl om cølibatet – især verdenspræsternes. F.eks. at de skulle have mere tid til overs til menigheden. Men når jeg tænker på de dynamiske af mine venner, der har job med store ansvar, så ved jeg snart ikke, hvem der er mest effektive. Eller rettere: det ved jeg godt, og det er ikke mig og det er ikke præsterne.

Men cølibatet kan da heller aldrig nogensinde forklares med at liv som arbejdsbi, hvor man tilsidesætter sig selv for at slide sig selv op for en himmelsk belønning. Det er en karikatur, og den er ikke til at grine af.

Cølibatet er flere andre ting: Det er et tegn, og det er en hemmelighed.

Først tegnet:

Tegn – på – at Gud er det værd. Et memento givet af den ene døbte til den anden døbte, om at Gud alene er nok, som Teresa af Avila siger.

I vor tid lider mange parforhold under overbelastning. Partneren menes at sidde med nøglen til stadig lykke og fuldstændig mening. Og når det så – før eller siden viser sig ikke at være sådan – så kommer skuffelsen. Og hvilket menneske må ikke se sig selv gå i knæ under sådan en byrde af forventning?

Det er vidunderligt når et menneske bliver en livskammerat. Men selv den nærmeste livskammerat kan aldrig give mig forklaringen på mig selv. Den må jeg selv søge, og jeg finder den først i mødet med Gud. Han er min skaber, han må jo vide hvorfor…!

Nu er der ikke så meget jægersoldat over vore søstre, selvom den ene eller den anden sikkert kunne have gjort det udmærket i det korps. Men deres våben er først og fremmest et andet.

Kunne våbnet hedde: ”Autenticitet”?

Biskop Anders af Stockholm sagde i en prædiken ved en af mine dominikanske medsøstres sidste løfter, at mange mennesker, også mange ikke-troende – møder ordenslivet med en for dem selv uforklarlig nysgerrighed. Dette anderledes liv, som munken eller nonnen lever, det peger uanset videre end på dem selv. I en verden hvor der er alt for mange endestationer i selvet, så peger munken og nonnen med sit liv hen på noget andet, eller rettere: EN anden, al personlig begrænsning og svaghed og dumhed til trods – nedenunder ligger der en tone, som er mystisk og appellerende – skræmmende for nogen måske – men med livet som argument siger de: Gud er det værd…!

Autenticitet kalder biskop Anders det. Ikke fordi den enkelte munk eller nonne er autentisk i sig selv – det er kan ske mere eller mindre – men det afgørende er jo netop ikke hvad den enkelte formår at præstere – det vigtige er at vise videre, udover sig selv, og hen på den fra hvem al mening strømmer. Gud er det værd…! Han er det hele værd, han er hele livet værd.

det netop i en tid, hvor mennesker går og taler om at ha sig selv som projekt, og det skønt mennesket aldrig kan være sit eget formål. Det har man i hvert fald ikke som munk eller nonne, det skal nok hurtigt gå op for den, som tror noget andet.

”Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer” hedder mod-ordet til at have sig selv som formål, et ord der ånder af frihed og overskud, frihed og overskud til mere end mig…

Nu er det for øvrigt sådan, at det ord af Jesus gælder alle døbte, og ikke bare de få som er kaldet til den specielle livsform, men de skal bare vidne om det ords gyldighed som omvandrende plakatsøjler… Gud er det værd…

Og så lidt til hemmeligheden:

Da jeg i sin tid selv fik min dragt for snart 10 år siden, sad jeg dagen efter i vores klosterkirke i Lyon. Da havde jeg jo været præst i 20 år, alligevel var det som faldt noget på plads. Dragten var et tegn på hemmeligheden: at mit liv som præst aldrig BARE havde været funktion, men havde sin forklaring i et jeg-du med Gud, som ingen andre er en del af, eller kan blande sig i. En hemmelighed i kærlighed.

For det handler jo helt og holdent om kærlighed.

Pave Frans har sagt at han ikke vil ha at præsterne er kirkefunktionærer, de skal være medfølende medkristne, der kan tale et ord af forståelse og håb, som danner grobund for tro.

Det ord kan ingen sige, fordi man er ansat til at sige det. Det kan man kun hvis man bunder i hemmeligheden.

Og igen: det er alle døbte kaldet til, og på lige radikal måde. Munken og nonnen på sin.

Jeg kan derfor ikke tro, at ordenslivet nogensinde vil forsvinde ud af kirken liv. Og jeg tror det er uhørt væsentligt netop i dag, hvor mennesker tit er blevet døve for evangeliet. Er de døve: så kan de se det.

Og igen: det var jo ikke kun en funktion. Det var et kald til en kærlighedshistorie, det handler helt og holdent om kærlighed. For Gud er det sandelig værd…!