En helgens barndom

Maria blev født den 5. januar 1846 i Palæstina. Hendes forældre var på det tidspunkt barnløse på trods af, at moderen havde født tolv sønner. Men de var alle døde som spæde, og nu havde forældrene besluttet at gå de 170 kilometer til Bethlehem for at bede Jomfru Maria om en datter, som de ville opkalde efter hende. Maria var altså svar på bøn. Allerede hendes ankomst til verden var et mirakel, og det viste sig, at hun hele sit liv skulle være et mirakelbarn. Hun blev født af kristne arabiske forældre og fik to år efter en lillebror, som fik navnet Paul. Det så nu ud til, at familien endelig kunne leve lykkeligt med to levedygtige børn, men kort tid derefter kom døden igen på besøg, denne gang for at hente begge forældre. Maria og Paul var nu forældreløse og måtte endda skilles fra hinanden. Paul blev adopteret af en tante i Tarshish, Maria af en onkel fra Abellin. De to søskende så aldrig hinanden igen. Senere, da Maria var otte år, flyttede familien til Ægypten i nærheden af Aleksandria, et opbrud, som tog hårdt på Maria, der havde elsket bjergene, blomsterne og fuglene i Galilæa. Som det var almindeligt for en arabisk pige i Palæstina dengang, kom Maria aldrig i skole og voksede derfor op uden at kunne læse og skrive – og med udsigten til at blive bortgift i en meget ung alder.

Marias vej blev imidlertid en anden. Jesus havde, siden Maria var lille, været hele hendes kærlighed, og da hendes adoptivforældre lovede hende bort til en onkel – adoptivmoderens bror – som boede i Cairo, kom det som et chok for Maria. Hun var da kun tretten år gammel og besluttede aldrig at give sig til nogen anden end sin korsfæstede brudgom, Jesus. Allerede fra den dag, hun besluttede at vie sig til Kristus, erfarede hun lidt af, hvad det vil sige at have en korsfæstet brudgom. Familien reagerede i vrede på hendes beslutning om at forblive jomfru, og da hverken råb eller slag hjalp, sendte de bud efter hendes skriftefar, der nægtede hende absolution og kommunion, hvis hun ikke adlød sin familie. Efter flere måneders prøvelser i hjemmet flygtede Maria.

Opvakt fra døden

En muslimsk slægtning, som hjalp Maria med at flygte, gjorde alt for at overbevise hende om, at en religion, hvis tilhængere kunne mishandle hende sådan, ikke var værd at tilhøre. I stedet burde hun blive muslim, hvilket hun kategorisk afviste. Denne afvisning gjorde slægtningen så  rasende, at han slog Maria ihjel og kastede hende i en kloak. Men Maria skulle alligevel ikke forlade denne verden. Res­ten af sit liv bar hun et ar på sin hals, som vidnede om det mirakel, som nu skulle ske; og senere, efter at hun var gået i kloster, berettede hun om sine oplevelser i dødsskyggens dal: ”Jeg befandt mig i himmelen. Jeg så Jomfru Maria, englene og helgenerne, som modtog mig hjerteligt, og jeg så også iblandt dem mine forældre. Jeg så Den hellige Treenigheds vidunderlige trone og Jesus Kristus i sin menneskelighed. Ingen sol, ingen lampe, men alt var klart og lyst. Da var der én, som sagde til mig: ”Det er sandt, at du er jomfru, men din bog er endnu ikke færdigskrevet.””

Maria beskriver dernæst, hvordan hun tilbage i legemet så en nonne eller sygeplejerske, som hun senere identificerede som Jomfru Maria, der plejede hende og  førte hende til franciskanernes kirke, Sankt Katharina, hvor hun opsøgte en skriftefar. Gennem franciskanerne fik Maria en plads hos en kristen familie for til sidst ad krogede veje at ende hos nogle mennesker i Frankrig.

Klosterliv og klosterstiftelse

I Frankrig begyndte endnu en kroget vej for Maria, vejen ind i klosterlivet. Efter at have opsøgt to klostre, som begge afviste hende, blev hun endelig i 1865 godtaget i et tredje kloster, hvor de allerede havde palæstinensiske novicer og derfor bedre kunne rumme en postulant, som ud over at være analfabet kun kunne tale arabisk. Her levede Maria to år som postulant, men fik ikke lov til at fortsætte som novice, da nogle af søstrene ikke mente, at hun med sit ekstraordinære liv passede ind i en aktiv kongregation. Dette var et hårdt slag for Maria, som kun ønskede at leve for Gud. Men Guds omveje for hende syntes som altid at være uransagelige. En søster fra det kloster, som ikke ville lade hende fortsætte som novice, havde søgt om tilladelse til at blive overflyttet til karmeliterne i Pau, og nu rejste Maria med hende og indtrådte således den 15. juni 1867 i Karmel. Her blev hun, til hun i 1870 sammen med nogle af sine medsøstre blev sendt til Mangalore i Indien for at grundlægge et karmeliterkloster dér. Det blev også i Indien, at hun kom til at aflægge sin evige profes. I 1872 vendte Maria tilbage til Pau for igen i 1875 at forlade klostret for at grundlægge et karmeliterkloster i Bethlehem. 

Når det overnaturlige bliver naturligt

Helt fra Maria var barn, levede hun i det overnaturlige og mirakuløse som noget helt naturligt. Amédée Brunot opregner i sin bog om  hende i alt ti ekstraordinære manifestationer i hendes liv, bl.a. ekstaser, stigmatisering, levitationer, profetier og bilokation. Jeg vil imidlertid opholde mig ved én af de tilsyneladende mindre spektakulære af de ti, nemlig en overnaturlig poetisk gave. I virkeligheden flettes de ekstraordinære gaver sammen. Således modtager Maria sine sange eller digte under ekstase. Selvom Maria var helt ulærd, knapt kunne tale fransk og i hvert fald intet kendte til poetiske teknikker og teorier, har flere forskere været slået af digtenes høje poetiske kvalitet. Digtene har klare semitiske træk. Deres karakteristiske parallelismer leder tankerne hen på Salmernes bog, ligesom det billedrige sprog minder om det konkrete symbolsprog i Det gamle Testamente. En jødisk konvertit, René Schwob var så slået af skønheden i Marias poesi, at han i forbindelse med helgenkåringsprocessen fremkom med ønsket om, at denne lille jævne pige skulle blive skytshelgen for de intellektuelle.

Ydmyghedens velsignelse

Men, hvad var denne højt benådedes hemmelighed? Især to ord synes at karakterisere hende: Ydmyghed og lydighed. Allerede som barn gentog Maria ofte følgende ord: ”Alt her på jorden forgår. Hvad er vi? Intet, støv, intethed, og Gud er så stor, så skøn, så værd at elske – og han er ikke elsket”.

Hun yndede at kalde mig selv ”det lille intet”: ”Først og fremmest så husk alle sammen én ting: det lille intet kan kun lykkes på intethedens vej”. Mod slutningen af sit liv voksede Maria mere og mere ind i ydmygheden gennem at se sin synd og sit hovmod: ”Aldrig har jeg følt behovet for ydmyghed som nu. Jeg, støv, er intet andet end stolthed”. Engang, hvor hun blev spurgt, hvem hendes familie var, tog hun noget støv op fra jorden og sagde: ”Det er min familie. Jeg er kun et intet; et støvfnug er mere end jeg: vinden løfter det op, jeg falder kun; så Guds hånd må bære mig”. Og netop dette var hendes store lykke: når hun var et intet, måtte Gud blive hendes alt. Hun erfarede bogstaveligt, hvad Paulus mener, når han siger: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig” (Gal. 2,20a). Derfor kunne hun også sige: ”Jeg håber på Gud mod alt håb. Min Gud, på trods af min svaghed og synd vil jeg altid håbe på dig. Selv hvis du kaster mig i helvede, vil jeg stadig håbe på dig. Jeg er intet, jeg kan intet gøre, men du kan gøre alt. Jeg håber på din guddommelige nåde. Jeg ved ikke, om jeg bliver frelst, men jeg håber, min Gud, at du vil frelse mig. Ja, jeg har det håb, at jeg skal se Gud”.

Lydig ind i døden

Tæt forbundet med ydmygheden er lydigheden, og Maria af Den korsfæstede Jesus udmærkede sig på en særlig måde, når det gjaldt lydigheden. Således stod lydigheden over alle miraklerne i hendes liv, og Moder Veronica præsenterede den nyligt afviste postulant for hendes nye priorinde i karmeliterklostret i Pau med ordene: ”Hun vil adlyde helt til et mirakel”.

Et eksempel på dette blev konstateret i Pau den 22. juni 1973, hvor novicemesterinden fandt sin lille novice i toppen af et træ uden nogen støtte, mens hun sang ”Kærlighed! Kærlighed”. To overnaturlige fænomener syntes da at være i funktion: levitation og ekstase. Men da novicemesterinden byder hendes at komme ned i lydighedens navn, kommer Maria straks ud af sin ekstase og lander uskadt på jorden.

For Maria betød lydigheden at gøre Guds vilje, hvad det end måtte koste, derfor kunne hun sige: ”Det er skønt at tænke på Jesus, det er skønt at elske Ham; men det skønneste er at gøre hans vilje”, ja, hun gik så langt, at hun sagde: ”Jeg vil hellere ende i helvede ved Guds vilje end i himmelen ved min egen vilje”. Lydigheden var gået Maria så meget i blodet, at den fulgte hende ind i døden. Der fortælles således følgende om Maria, efter at hun var død: ”Da hendes legeme var blevet lagt i kisten, så vi hvordan hendes arme tre gange strakte sig ud til siden. Efter at priorinden hver gang havde lagt armene på plads igen, sagde hun til hende: ”Mit barn, i lydighedens navn, behold dine arme over kors, så vi kan lukke kisten”.

Og det kære barn, som havde været lydig indtil det mirakuløse, mens hun var i live, adlød igen efter sin død, og hendes arme forblev ubevægelige”. Det var den 25. august 1878. Maria af Den korsfæstede Jesus var da 32 år.