I Karmel betragter vi Jomfru Maria, ikke kun som vores moder, men også som vores søster. Hvis vi vil vide hvordan vi skal leve i Karmel, må vi kigge på vor ældre søster. Hun virkeliggør Karmels ideal i dets fylde. Lukas siger to gange om hende at hun tog

I Karmel kalder vi Maria både “Mater Carmeli” og “Regina Carmeli” (Karmels Moder og Karmels Dronning). Uden tvivl holder vi mest af at anråbe hende som Moder. Vi kan kun huske på Thérèses af Lisieux ord da hun siger: “Hun er mere Moder end Dronning”.

 

Guds ord og alt der skete med Jesus til sit hjerte og grundede over det. Det er netop det som vor Regel siger, at vi dag og nat må meditere over Guds lov, Guds ord.

 

 

At være karmelit betyder at ligesom apostelen Johannes, tage Maria til sit hjem, til sit hjerte. Karmelitorden er jo helt præget og formet af Maria. “Carmelus totus marianus” - Karmel er helt og holdent viet til Maria. Maria er den fuldkomne karmelit og hun kan lære os hvordan man lever i vores karmelfamilie, så at vort liv bliver et ægte “marianskt” liv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



Maria har aldrig kæmpet imod Gud. Hun har altid levet i en fuldkommen lydighed, hun har stadigt lyttet til hvad Gud ville sige hende. Vi karmeliter elsker hos Maria dette, at hun er fuld af Helligånden, at hun altid har lyttet til hans impulser. Johannes af Korset siger om hende, at alle impulser i hende havde sit op hav i Helligånden. Hun er den kontemplative kvinde frem for alle andre, hun er den store lytter.

 

Netop dette gør at vi i Karmel gerne ser Maria i fællesskab med profeten Elias, som vi kalder “dux et pater noster”, vor leder og fader. Det forekommer måske lidt mærkeligt. Kan man tænke sig en større forskel mellem to personer? Elias der kalder ned ild fra himmelen og slagter firehundrede Baalsprofeter på Bjerget Karmel, og Maria, den ydmyge jomfru og moder. Men Elias er ikke kun den voldsomme. Efter sin bedrift på Karmelbjerget vokser der hurtigt en indsigt frem i ham, at dette slet ikke er Guds måde at sejre på, at man ikke kan grunde og forsvare troen på den ene Gud med hjælp af sværd.


 

 

 

 


 

 

 

 

 



Gud vil vise ham en ny vej. Han fører ham tilbage til bjerget Horeb hvor det hele begyndte, hvor pagten blev oprettet. Der erfarer Elias at Gud ikke er i stormen og ikke i jordskælvet. Man finder ikke Gud i bulder og brag. Gud er i den stille susen. For at høre den, må man selv være stille og lytte. Elias begynder at ligne Maria, han bliver en der lytter. Johannes af Korset taler om den “stille musik”. Gud har været nød til at benytte en stor kraftudfoldelse for at få Elias der til. Maria, den Uplettede, har været det fra begyndelsen af. Begge to viser os karmeliter vejen. Kontemplativ bøn er ikke noget andet end netop at lytte til Helligåndens stille susen.
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I karmeliterbrødrenes kloster i Brygge, Belgien, har de en statue der forestiller profeten Elias, stående med ansigtet vendt mod himmelen og hånden bag øret. Han er idel lytten.


Ved Karmels oprindelse står to store portalfigurer: Jomfru Maria og Profeten Elias. Hvis vi i vores kloster kun fik lov at have to statuer, så ville vi vælge Maria og Elias. Vi ved at det første kapel hvor eneboerne på Bjerget Karmel hver morgen fejrede Messen, var indviet til Jomfru Maria. Og eneboerne boede “ved Elias kilde”, som det står i Regelen. De levede i hans efterfølgelse. På en sikker måde er Maria og Elias karmeliterordenens grundlæggere. Vi har sandelig solide rødder, der går langt tilbage i historien, endda ind i den gamle pagt. Hvis vi ønsker at blive sande karmeliter, må vi lade os inspirere af disse store personligheder, Jomfru Maria og profeten Elias, og i deres spor, lære os at lytte til den “stille musik”.
 

                                                                                                               P. Wilfrid Stinissen, karmelit 
 

Tilbage                               Næste