 
Fra
”Selvbiografiske skrifter” (af Thérèse af Jesusbarnet)
|
Knap 5 år gammel
mistede Thérèse sin mor, der døde efter få
måneders kamp mod en kræftsygdom. Hermed forandredes den lille Thérèses glade og lyse sind, og hun blev med ét stille, genert og overdrevent følsom. Moderens død fi k familien til at bryde op og fl ytte til Lisieux, hvor morbroderen boede med sin familie. Her lykkedes det for Louis Martin at opbygge en ny tilværelse for sig selv og sine 5 døtre. Men den følsomme Thérèse har svært ved at falde til i skolen, og hun bliver syg af sorg, da hendes søster Pauline i 1882 beslutter sig for at indtræde i Karmel i Lisieux. Hun får feber, voldsom hovedpine og bevidsthedsforstyrrelser. Ingen kan stille noget op overfor denne sygdom, før Thérèse mirakuløst helbredes, da hun selv i yderste nød henvender sig til Jomfru Maria. Hun lider dog efterfølgende fortsat af skyldfølelse og af en sygelig overfølsomhed, der får hende til at briste i gråd ved den mindste anledning. Igen bliver hun helbredt på underfuld måde efter midnatsmessen 4 år senere ved det hun selv kalder »julenåden«: Jeg følte kærligheden trænge ind i mit hjerte, trangen til at glemme mig selv for at glæde andre, og lige fra det øjeblik var jeg lykkelig ! Thérèse træffer nu beslutning om at ville indtræde i Karmel så snart hun fylder 15 år. Denne beslutning støder på stor modstand, for snart sagt alle mener, at hun er alt for ung og alt for skrøbelig til det strenge klosterliv. Thérèse viser i denne situation for alvor sin ufattelige udholdenhed og beslutsomhed. Ingen forhindringer skal sætte en stopper for hendes drøm, og hun involverer endog selveste paven i sin kamp. Den bærer frugt den 9. april 1888 da hun indtræder i Karmeliterklostret i Lisieux. Hun er 15 år og tre måneder.
At hendes kald
til Karmel er alt andet end en sværmerisk ungpigedrøm
viser sig fra starten. Hun siger selv, at hun indtræder i Karmel uden illusioner. Hun forventer en ørken, og hun fi nder en ørken. Men ørkenen er jo netop det sted, hvor Gud helst åbenbarer sin kærlighed, sin trofasthed, sin omsorg (jf. 2 Mos 12ff.). Thérèse elsker Gud, og hun er sikker på, at hun med sin kærlighed vil kæmpe sig frem til fuldkommenhed og hellighed. Og kamp bliver det fra starten: konstant tørke under bønnen, hendes elskede fars langvarige demenslidelse, hendes skrøbelige fysik, der gør vinteren i det uopvarmede kloster til en enorm prøvelse. 
Som tiden i
klostret går, bliver det klart for Thérèse, at hendes
»erobringskrig« er håbløs. Hun forstår, at hun aldrig ved egen kraft vil kunne besvare Guds kærlighed. Hun forstår, at hendes svaghed ikke er forbigående, men konstitutionel, permanent. Hendes store opdagelse er, at al denne svaghed ikke er en ulempe i forholdet til Gud – tværtimod. Guds kærlighed er barmhjertig – han har for altid tabt sit hjerte til de arme, de fattige, de små. Svagheden er derfor ikke kilde til modløshed, men er for Thérèse tværtimod kilde til håb under alle forhold. Thérèse viser, at svagheden kan blive ens største styrke (jf. 2 Kor 12,10). Men det kræver, at man accepterer sin svaghed, at man tør vise den frem, at man konstant står med tomme hænder og blikket rettet mod Gud. Natten til langfredag 1896 begynder den sidste etape af Thérèses kamp. Hun får sin første blodstyrtning som tegn på, at døden er forestående. Dette er i sig selv kun kilde til glæde for Thérèse, for døden er jo den endelige forening med Brudgommen, med Jesus. Døden er at træde ind i livet. Men få dage senere indhylles hendes sjæl i tæt mørke, en trosnat, der skulle vare lige til døden 18 måneder senere. Der rejser sig en mur mellem Thérèse og den himmel hun så intenst længes efter. Hendes sidste måneder former sig som én lang fristelse: at døden for hende blot vil føre til intethedens endeløse nat, at hun ikke vil få Gud at se. Men Thérèse vil tro. Hun falder aldrig for fristelsen til at tvivle. Jo tættere mørket bliver, jo mere indædt bekender hun sin tro ved at bede Jesus om hjælp og udføre troens gerninger. På sidste side i sin lille bog med de 4 evangelier skriver hun Trosbekendelsen med sit eget blod: Hendes forening med Kristus er nu så intens, at hun tager del i hans frelsebringende lidelse og lader sig omslutte af det mørke, der sænkede sig over hans sjæl på Golgatha (jf. Mk 15,34). Denne trosnat giver Thérèses budskab universel karakter. Hun er ikke kun rejsefører og vejviser for alle de kristne, der allerede deler hendes længsel efter fællesskab med Gud. Også agnostikere og ateister vil fi nde lys hos Thérèse. Hendes sidste lidelse er på en gang stedfortrædende, idet den kompenserer for verdens manglende tro, og eksemplarisk, fordi den giver mod til alle, der på den ene eller anden måde lider under vaklende tro eller er helt uden.
Thérèse dør hen på
aftenen den 30. september 1897. Hermed
Jeg kan
mærke, at min mission skal til at begynde,
min mission til at gøre Gud elsket på samme måde, som jeg elsker ham og til at give min lille vej til sjælene. Hvis Gud opfylder mine ønsker, vil jeg tilbringe min himmel på jorden lige til verdens ende. Ja, jeg vil tilbringe min himmel med at gøre godt på jorden !
|
Familien Martin blev – selv efter den tids målestok – udsat for usæd vanligt mange tragiske begivenheder, som de næppe var kommet
igennem uden den stærke tro, der prægede hjemmet. Således døde 4 af Thérèses søskende allerede inden hun kom til verden. Også Thérèse var ved at dø som spæd og overlevede kun ved i næsten et år at blive skilt fra sin familie og anbragt hos en amme i en nærliggende by.