Johannes af Korset

Johannes af Korset (1542-1591) fejres den 14. december, som er hans dødsdag. Sammen med Teresa af Avila gennemførte han den reformation af ordenen, der førte til den gren, der kaldes ”De uskoede karmelitter”. Det er den orden vi tilhører.

Juan , som han hed, før han trådte ind i orden, blev født i 1542 i en lille by nordvest for Avila. Hans far kom fra en rig adelsfamilie og forelskede sig i en forældreløs, fattig pige – Juans mor. Derfor blev faderen forstødt af sin familie. Da Juan kun var tre år døde faderen. To brødre havde han på det tidspunkt. Juans mor og hans ældre bror forsørgede familien ved væveri.

Juan kom i skole og senere fik han arbejde på et hospital, hvor man behandlede kønssygdomme. Med stor kærlighed plejede han patienterne. Hans overordnede havde planer om at gøre ham til hospitalspræst, men istedet trådte han i al hemmelighed ind i hos karmelitterne.

Efter et møde med Teresa af Avila blev han stifter af den mandlige gren af den reformerte orden.

Modstandere af reformen satte ham i klosterfængsel, hvor han udholdt svære pinsler og isolation i ni måneder. Herefter lykkedes det ham at flygte herfra og han blev en meget søgt sjælesørger på klostrene.

Johannes af Korset skrev bøger og digte om vejen til Gud. Hans skrifter er meget populære også i dag. Han beskriver meget poetisk såvel den trange vej til foreningen med Gud, som den glæde, der venter på vejen, hvis man holder ud.

Den 27. december 1726 blev han helgenkåret. Den 24. august 1926 blev han udnævnt til kirkelærer.

Uddrag fra Åndelig Sang af Johannes af Korset:

På trods af alle de mysterier og undere, som de hellige kirkelærere har opdaget og som de hellige sjæle har kunnet forstå her på jorden, så mangler størstedelen endnu at blive nedskrevet og i det hele taget forstået, ja, der findes så mange dyb at udforske i Kristus. Han er som en rig grube med en masse krumninger fulde af talløse rigdomme; uanset hvor meget man øser deraf, kommer man aldrig til nogen ende; endnu mere: hver krumning indeholder her og der nye minegange med nye rigdomme. Dette fik den hellige Paulus til at sige om Kristus: ”I Kristus findes alle visdommens og kundskabens skjulte skatte”. Men sjælen kan ikke trænge frem og nå til dem, hvis ikke den, som vi har sagt, først går ind og indtræder i ydre og indre lidelses dyb; det er endvidere nødvendigt, at den fra Gud modtager en mængde nådegaver i sin forstand og sine sanser, og at den i lang tid har egnet sig til åndelige øvelser; disse nådegaver er egentlig af en lavere orden og forberedelser for at kunne nå frem til de høje grotter, som kundskaben om Kristi mysterier er, den allerhøjeste visdom, som man kan opnå her på jorden. O, bare man dog endelig kunne ophøre med at tro, at det er muligt at nå frem til dybet af Guds visdom og rigdomme uden at trænge igennem alle lidelsers dyb, på alle måder; da ville sjælen finde al glæde og al sin længsel deri. Den sjæl, som virkelig længes efter visdom, længes også virkelig efter at trænge ind i korsets dyb. Af den grund formaner den hellige Paulus efeserne til ikke at miste modet under prøvelserne og virkelig at være stærke og rodfæstede og godt grundfæstede i kærligheden, så at de, sammen med alle de hellige, kan blive i stand til at fatte bredden og længden, dybet og højden og lære Kristi kærlighed at kende, som vidt overtræffer al kundskab. Da vil de blive opfyldte af hele Guds fylde. Nu er døren, som giver adgang til disse hans visdoms rigdomme, korset, og en smal dør er det; og det er kun få, der har modtaget et alvorligt ønske om at komme igennem den, på trods af at mange længes efter de glæder, den fører til.

  Tilbage                         Næste